Roadtrip Afrika (9) | Oloitokitok og omegn

caribu! Med andre ord, velkommen til min eventyrlystne roadtrip blog om Afrika. Jeg er Eric og jeg rejser (allerede tre år nu) med en scooter og en bil gennem Afrika. I denne blog bliver jeg en uge i Oloitokitok (Kenia) og udforsk området. Herunder et par illegale rejser til Tanzania en Amboseli. Og et fladt dæk i Masai-land.

I de højere riger af Oloitokitok

Om dagen lægger jeg næsten ikke mærke til, at jeg er i Oliotokitok i 2.500 meters højde. Morgen og aften er det en anden historie. Temperaturen falder mod fem til ti grader. De smukke Maasai-tæpper kommer virkelig godt med.

Jeg har besluttet at tie stille i et par dage. Kører rundt på scooteren i og omkring Oliotokitok, roamer på markedet og hilser på alle. Efter en dag eller to kender du halvdelen af ​​landsbyen (og hele landsbyen kender dig). 

Oliotokitok er en by med knap 5.000 indbyggere (og så tæller jeg omgivelserne for nemheds skyld). Masaierne fra området kommer her for at gøre deres indkøb. Der er en ret stor politistation, da den ligger på grænsen til Tanzania. Men der er ingen officiel grænseovergang! For det skal du tage til Tarakea, cirka ti kilometer mod sydøst. Via denne grænsepost går du mod sydøst rundt om Kilimanjaro og efter 70 km når du Moshi og Arusha (150 km).

Der er også en uofficiel eller rettere ulovlig måde. I hvert fald for mig. Lokalbefolkningen bryder sig ikke meget om grænserne. Masaierne går bare, hvor de vil hen. Jeg tvivler på, at nogen her overhovedet har et officielt pas.

NB, det er Covid-tid, og det betyder, at en lovlig grænsepassage kommer med en Covid-test, hvis du kører ind i Tanzania og ikke til Kenya (blog skal følges, når jeg rejser til Serengeti i december). Mærkeligt nok har Tanzania ikke maskepligt, mens det er ret strengt i Kenya (ikke i Oloitokitok). Men ingen test er obligatorisk for Kenya.

Smuglerruten til Tanzania

Efter en lækker morgenmad beslutter jeg mig for at stige på min scooter. Jeg kører gennem skoven og møder af og til en motorcyklist. Normalt stærkt overbelastet, men hvorfor ved jeg ikke endnu. På en katolsk skole kommer vejen til en blindgyde. Jeg vælger en anden skovsti. Og efter femten minutter har jeg forladt skoven og befinder mig i Tanzania.

Der kører jeg pludselig på en smuk asfaltvej mod Rongai. I Rongai er jeg straks tale om byen. Mobiltelefonerne bliver trukket: tid til selfies med mzungu. Landsbyhøvdingen forklarer mig så præcis, hvordan grænsen fungerer. 'Se. Her er skiltet 'Welcome to Tanzania' og der 'Welcome to Kenya'. Asfaltvejen fortsætter til Kenya-skiltet. Kenyanerne har kun glemt at fortsætte på asfaltvejen. Så kører man videre, kommer man bare tilbage til en skovsti. Der er hverken politi eller told.'

I denne Covid-tid er dette meget praktisk, synes jeg. Asfaltvejen fra Rongai fortsætter mod vest i yderligere 30 km og stopper i Kamwaga. På kortet ser jeg, at jeg bare kan køre tilbage til Kenya fra Kamwaga. Når jeg gør det, stiger jeg ned og ender i Amboseli National Park...

I dag er det for sent at give substans til det. Det er næsten mørkt, og jeg bugter mig ad en skovsti og en elendig brostensbelagt vej tilbage til Olloitokitok.

Kvægmarkedet i Kimana

Det er tirsdag i dag, og det betyder, at der er et kvægmarked i Kimana, 20 km fra Oloitokitok. Det må jeg se!

Jeg er født og opvokset i Zwolle og besøgte jævnligt kvægmarkedet i Zwolle i 1970'erne og 1980'erne. Som barn fandt jeg det meget fascinerende. Zwolle-kvægmarkedet i og omkring IJsselhal. Klokken tre om morgenen gik jeg over parkeringspladsen torsdag aften og så de landmænd med fede pengepunge fulde af grønne sedler på 1.000 gylden parkere deres Mercedes. Så fulgte jeg ritualet: håndklap, pisse koen af, gå væk, kom tilbage og giv det sidste faste slag: solgt. Det var engang i Zwolle. Engang i 1970'erne og 1980'erne. Hver fredag. 

I dag har vores husdyrhandel været på internettet i årtier, men i Kimana er det stadig kun Zwolle-kvægmarkedet i 1980. 

Handlende går forbi gederne og køerne. Ind imellem banker de på et dyr med deres pind for at mærke, om der er nok kød på det. Og så begynder forhandlingerne. Ligesom i Zwolle er det en scene med håndklap. Gå væk. Kom tilbage igen og så pludselig det ultimative håndklap. Solgt! Så forsvinder dyrene ind i kvægvognene.

Der er også travlt på den anden side af kvægmarkedet. Der beslutter jeg mig for at give min scooter en godbid. Efter alt det sand i Amboseli er det ikke en unødvendig luksus.

Scooter vask i Kimana

En farefuld tur i Amboseli

Igen tog jeg skovstien og har nu passeret Kamwanga i Tanzania. Jeg følger asfaltvejen cirka 30 kilometer på den nordlige side af Kilimanjaro. Så stopper asfaltvejen, og jeg går ned ad sandede stier forbi nogle bebyggelser. Fra 2.500 til 1.000 meter. Efter to timer kører jeg på kospor og vegetationen består kun af tornebuske. De første giraffer har også rapporteret. Ubemærket er jeg uofficielt i Amboseli NP.

Efter et par Masai-bosættelser følger jeg Google Maps. Og selvom jeg troede, at jeg havde benzin nok med, begynder tanken at tømmes igen.

Serena Lodge – hvor jeg boede før – truer nu. Måske kan de spare en liter benzin. Modtagelsen ved indgangen er dog slet ikke hjertelig. 'Du må slet ikke komme her på en scooter. Dette er nationalparken. Jeg ringer til sikkerhedschefen!'

Serena Lodges capo er ligefrem et svineri. 'Du finder bare ud af det. Du kan ikke købe benzin hos os. Og hvis du ikke tager afsted snart, ringer vi til rangerne. Det her er fuldstændig ulovligt og farligt!' Jeg peger på et par masaier, der går et par hundrede meter væk med en flok køer. 'Farligt? Hvad med hende? Du vil ikke fortælle mig, at elefanterne her skelner mellem masai og mig?'

Ubøjelig. Jeg kan ikke engang købe en kop kaffe i restauranten. 'Det generer mig lidt. Jeg tilbragte to nætter her i sidste uge, og alle var så venlige…”

Jeg beslutter mig for at forhøre mig hos masaierne. En hopper bag på min scooter og ti minutter senere har jeg to liter benzin. Det viser sig at være speciel benzin. Prisen er tre gange højere end normalprisen. Og den er blevet pillet ved (så den indeholder mere vand end benzin).

Klokken er nu fem. Højst to timer mere, og det bliver kulsort. Jeg er dog på vej af vejen igen (hvis der overhovedet er en). Jeg kører over sandet og forsøger at undgå tornebuskene. Indtil jeg pludselig står ansigt til ansigt med en hanelefant. Han er bestemt ikke afslappet og kommer farende mod mig i en betragtelig fart. Hjertebanken... Jeg kører virkelig igennem alt. Jeg ser mig ikke tilbage, bare gå.

Efter fem minutter eller deromkring mistede jeg det. Jeg stiger af min scooter og ser på resultatet. Jeg er dækket af blod. De knivskarpe torne har skabt kaos. De går lige igennem mine hjemmesko og også gennem mit bagdæk, men det mærker jeg først næste morgen.

Det er skumring. Jeg får hjælp i en Masai-kiosk. Jeg køber tre liter benzin, og en Masai vil eskortere mig til Kimana-porten til Amboseli. 'Der er nogle fine hytter der. Det er bare ikke muligt at køre til Oloitokitok nu.

Sentrim Amboseli Lodge

Efter en halv time er vi ved Kimana-porten. Parkvagterne hilser mig varmt velkommen. De husker mig stadig og henviser mig til Sentrim Amboseli Lodge. "En kilometer herfra. En stor hytte!'

På Sentrim Amboseli Lodge er receptionisten ret bekymret. "Sir, du er dækket af blod." Førstehjælpskassen medbringes. Og en time senere er jeg gipset og nyder en fremragende middag. Åh og hvorfor være heldig? Jeg får en helpensionspris på 50 euro. Og det gælder også Sentrim-kædens øvrige loger. Lad Sentrim have en af ​​de smukkest beliggende hytter i Afrika i Tsavo East National Park...

Næste morgen nyder jeg selvfølgelig først en lækker morgenmad, slapper af ved poolen i et par timer og spiser så frokost. Jeg tager afsted med lederens telefonnummer på Sentrim Tsavo Lodge på min mobil. Efter et par minutter bemærker jeg, at min scooter opfører sig meget mærkeligt. ups. Et fladt dæk...

Der går mindre end fem minutter, før et par masaier passerer på en motorcykel. De leder mig til en Masai-bosættelse. Syv huller er resultatet af en kort inspektion. Alle torne, der gik gennem bagdækket under min flugt fra elefanten. Det var alle små huller, så mit bagdæk tømte meget langsomt.

En cykelpumpe, en kniv og en skruenøgle. Det er alt. Og masaierne har knive, cykelpumper og jeg har nøglerne. Heldigvis har jeg stadig en ny slange i min scooter og en time senere kører jeg glad videre mod Oloitokitok.

De er meget glade for, at jeg er tilbage. Damerne i Kilimanjaro Lodge fandt min bagage i et tomt rum. 'Vi er så glade. At receptionisten ringede til os i går aftes. At du var i god behold med dem. Har du spist?'

En kylling bliver plukket fra gården og dukker op på min tallerken en time senere.

I den næste blog tager jeg en virkelig uforglemmelig tur. Fra Oloitokitok til Taveta på en sandet sti. For derefter at tage på safari i fire timer på en helt ny motorvej lige igennem Tsavo Nationalpark.