NoFear Travel in Africa (2) | Overland i Marokko

Vi (Cor og Grietje van NoFear Travel), rejse med vores Toyota Hilux 4×4 camper dør Afrika. Det afrikanske kontinent er Mekka for 'over land' med mange udfordrende ruter og smukke destinationer. Det første afrikanske land vi besøgte under vores rejse til Sydafrika at sætte på er Marokko, hvor vi besteg Toubkal-bjerget (4167 m). I denne artikel fortæller vi dig alt om fortsættelsen af ​​vores rejse gennem Marokko til Mauretanien. Vi mødte andre overlandere, trodsede en Via Ferrata, kørte gennem Dades-dalen og sad fast i klitterne med vores Toyota 4×4.

Fra Ouarzazate til grænsen til Mauretanien

Efter bestigningen af ​​Toubkal fortsætter vores rejse gennem Marokko i retning af Ouarzazate (Beliggenhed her). Cor har været ret syg et par dage mere med symptomer på kramper, kvalme, træthed og åndenød. Højdesyge eller noget galt? Begge dele kunne sagtens lade sig gøre. Men efter et par dage med at tage det roligt er det fint igen.

Ved ankomsten til Ouarzazate er vi overrasket over den mellemstore bys progressivitet. Store brede gader med mere luksuriøse biler i stedet for æsler, heste og geder på gaden. Mange, stramt malede bygninger bestemmer billedet. Byen er skåret i to af en tør flod. Denne gang beslutter vi os for at overnatte på en campingplads. Nogle gange gør vi det, når vi skal vaske eller bade.

På campingpladsen møder vi et tysk og hollandsk par overlandere. Det tyske par kører i en ekspeditionslastbil og den hollandske i en Toyota Hilux. Den slags møder er meget værdifulde. Som ligesindede snakkede vi og udvekslede rejsehistorier hele eftermiddagen. Sidst på eftermiddagen gjorde vi fælles brug af den tilstødende swimmingpool og spiste sammen om aftenen.

Men ja, du laver ofte overlanding alene. Så dagen efter gik vi fra hinanden, og vi har endnu en dejlig flok bekendtskaber.

Dades-dalen

Dades-dalen (Beliggenhed her) er en sådan attraktion, som mange rejsende ikke vil gå glip af. Attraktioner som denne sætter os i fortvivlelse. Men denne gang træffer vi valget om at gå forbi. Så kender vi i hvert fald til hatten og skyggen.

Vi kører gennem en smuk dal i et smukt landskab. Smukke snoede veje og smuk udsigt. Desværre er vores syn ofte sløret af de højlydte hoteller og restauranter. Der er nu ret stille, men man kan se på alt, at folk er vant til mange turister.

For enden af ​​dalen stiger vejen kraftigt gennem en række hårnålesving. På det højeste punkt ligger en restaurant, hvorfra man har en smuk udsigt over svingene og en del af dalen. Vi tager også det ofte taget billede her.

Mellem Dades-dalen og Todra-kløften

Fra Dades-dalen tager vi en off-road-bane lige gennem bjergene mod Todra-kløften (placering her). En utrolig smuk tur med fænomenal udsigt.

Den er uddød, vi ser ingen andre, før vi ser en Dacia Duster langs stien. Ikke det mest fornuftige køretøj under disse omstændigheder. Og faktisk har den marokkanske familie et fladt dæk, men uden ordentligt værktøj. Heldigvis har vi alt ombord for at hjælpe dem tilbage på vej. Som tak inviteres vi dagen efter til deres restaurant i landsbyen tinghiro. 

Vi kører lidt længere og ser hist og her telte af berbernomader. Børn og voksne løber hen til stien og peger på deres mund eller laver en "pengebevægelse" med hænderne. Altid et svært øjeblik!

Vi kan "drikke te" med hver familie, men så kommer vi aldrig til Sydafrika. Lidt længere - uden for nomadernes syne - finder vi et rart sted for en overnatning langs vejen.

Todra-kløften

Når vi nærmer os Todra-kløften, opdager vi pludselig, at der er sat en Via Ferrata ud her, mod kløftens bjergvæg. Der er endda en rebbro på ruten! Det viser sig at være den eneste afrikanske Via Ferrata. Vi graver dybt ned i vores kasse med klatreudstyr og binder sikkerhedsselerne om livet. Hvilket held, det havde vi ikke regnet med. Vi klatrer op og derfra har vi en flot udsigt ud over kløften.

Det er varmt, så sveden løber ned af vores kinder, men det er det værd. Senere rydder vi op i vores ting og går med 4×4 camperen gennem kløften, hvor der er mange salgsboder, især tæpper og tørklæder. Folk er på picnic på bredden af ​​floden. Det hele ser fint ud.

Alle vil have noget af os!

Nogle gange bliver tiggeriet lidt for meget for os, denne dag er en af ​​dem, alle vil åbenbart have noget af os. Da vi kører væk fra vores overnatningssted i et tørt flodleje, kommer en anden mand farende imod os. Vi ved straks, hvad han vil have af sine bevægelser... men vi ignorerer ham og kører væk...

Lidt længere i Erfoud (placering her) lad os gå på indkøb. Da vi parkerer, samles en gruppe tiggende drenge allerede omkring os. Vi forsøger at holde dem lidt væk fra os, men det virker umuligt.

Så kommer en anden butiksejer løbende og tilbyder sine varer. Holder vi os tilbage, får vi et uvenligt “se, køb ikke” smidt efter os. Til sidst handler vi lidt længere fremme og flygter fra landsbyen. For turistet!

Te med berbernomaderne

På vejen ser vi nogle gange nogle berbiske bosættelser. En mand med en baby kommer løbende hen til en af ​​dem og spørger, om vi vil have te. Det spil kender vi efterhånden, men vi er også nysgerrige på deres levevilkår. Vi tager imod invitationen og lidt efter sætter vi os på en pude op ad en muddervæg omgivet af en berberfamilie. Familien består af omkring 15 personer, unge som ældre. Det er slående, at mindst fire børn er psykisk og/eller fysisk handicappede. Vi har mistanke om indavl.

Betingelserne er direkte primitive. Geder, får, hunde og katte strejfer og aflaster sig over hele gården. Alligevel er der også tegn på moderne forretning. For eksempel bliver vi præsenteret for småkager, som de umuligt kunne have bagt selv. De måtte også købe jordnødder og enorme mængder sukker i teen et eller andet sted. Lidt efter ser vi en gammel knallert rundt om hjørnet. Tilsyneladende er der nogen fra familien, der trasker gennem det dybe sand til landsbyen 25 kilometer væk for at shoppe. Men hvad betaler de for det...?

Erg Chebbi

Vi kører videre til Erg Chebbi (placering her), klitområdet nord for Merzouga (placering her). Jo tættere vi kommer, jo mere imponerer de enorme sandpukler os. Vi kommer til at have det rigtig sjovt her. Vi overnatter på en af ​​de mange campingpladser med swimmingpool.

I løbet af formiddagen vil vi forsøge at bestige toppen af ​​klitterne. Det er blødt sand, 160 meter oppe, så det tager meget ud af vores kondition. Under stigningen nyder vi det maksimale. Hvilket smukt naturfænomen!

Efter vi er klatret til toppen har vi en fantastisk udsigt. Som unge hunde leger vi i sandet og tager billeder og videoer.

Langsomt sænker vi os igen. Vinden blæser hårdere og hårdere, og så er der mere og mere støv i luften. Sigtbarheden i området er stærkt reduceret, alt er gråt. En sandstorm! Tilbage ved autocamperen ved vi ikke rigtig, hvor vi skal sidde, inde eller ude. Det fine sand er overalt! Det vil vi opleve oftere i de kommende uger.

Merzouga og videre

Derefter kører vi videre til Merzouga, centrum for ørkenturismen. Her kører flere 4×4-biler - mest Landcruiser - end æsler og heste. 4×4’erne er i øvrigt suppleret med mange dromedarer.

Vi handler lidt og køber en kop kaffe. Man kan se på alt, at folk er ude efter vestlige turisters pengepung. Det gør ikke folket venligere, og ægtheden går tabt. Landsbyen lider også meget under den tabte turisme på grund af corona, og er endnu ikke kommet sig.

Derefter kører vi ind i ørkenen med Zagora som det foreløbige endepunkt (placering her), på omkring 260 kilometer. Udfordringerne begynder hen ad vejen. Dybe huller, høje bump, dybe sand, sten og vaskebrætsveje, vi støder på det hele. Bilen kan klare det hele uden problemer, fantastisk!

Mange forskellige landskaber passerer os, men uendeligheden er måske den mest imponerende. I begyndelsen ser vi et par nomadetelte og nogle gange et gammeldags auberge, der ofte er øde.

Så er der endnu en lille landsby med faldefærdige huse. Børn løber efter os og håber på en slik eller sådan noget. Så tilbage i den brede ørken, ofte tæt på algerisk grænse.

Videre til Tagounite

Vores plads fra i går aftes kan i hvert fald være i top 10! Wow, hvilken udsigt! I vores 360 graders udsigt ser vi bare 20 kilometer rundt. Intet lys, ingen tegn på menneskelig aktivitet. Er vi på månen? 

Om morgenen kører vi ned af bjerget og fortsætter vores rute mod Tagounite (placering her). I starten en masse sten på ruten, ikke vores favorit. Senere kører vi over en bjergryg, hvorefter vi har en fantastisk udsigt ud over det farverige landskab. 

Derefter følger endnu en del afbrudt med sand og sten, inden vi når oasen omkring Tagounite. Det hele ser ret moderne og velholdt ud her. Især de unge er meget "i tiden".

En dreng følger med os på en terrasse, hvor vi får noget at spise og drikke. Han taler spontant og entusiastisk om sit liv, sin hustru, sine børn, sin religion og sine traditioner. Det er en hyggelig samtale.

Sidder fast på en klit

Så går vi videre ind i ørkenen. Først lige på vejen laver Cor en skønsfejl. Sandklitten ser ud til at være højere og skarpere fra oven end anslået. Oven på pukkelen sidder vi fast, fordi undersiden af ​​Toyotaen er solidt fastgjort til "jorden".

Vi begynder at skovle noget, men det er ikke nok. En ørkenbeboer nærmer sig langvejs fra og senere en Landcruiser med tre mænd. De begynder alle at hjælpe. Det er Marokko!

Vi forsøger med spillet, men vi trækker Landcruiseren bagud i stedet for os frem. Så donkrafter vi bilen foran med vores oppustelige donkraft og placerer sandbankerne under hjulene. Det bringer løsningen.

I bakgear aktiveret differentialespærren, og få øjeblikke senere er vi tilbage på en fastere overflade. Det var god undervisning.

En hård vind ved 43 grader

Så videre. Vi kører gennem så mange forskellige landskaber, og det er så stort, at vi nogle gange er stille.

Vinden blæser hårdere og hårdere og temperaturen stiger til 43 grader. Det føles som en føntørrer, der blæser i dit ansigt. Sikke en udfordring for mand og maskine. Fordi sandet ofte har fejet sporene væk, må vi jævnligt søge efter den rigtige retning. De mange klitter gør det til en ekstra udfordring.

Vi leder efter et beskyttet sted at overnatte, men det er ikke nemt. Vinden blæser hårdt, luften er grå af sand og støv. Efter lang tids søgen dukker der pludselig en halvfærdig bygning op. Vi vil stå bag dette, lidt ude af vinden.

Alt er nu fyldt med sand. Hver revne og søm i både bilen og overbygningen er fuld af det. Sådan er livet i ørkenen...

NP d'Irikic

Næste dag tager vi afsted kl NP d'Irikic (Beliggenhed her) med tilhørende tørre sø, men først gennem klitter, en del klitter. Toyota'en holder perfekt, og vi nyder det.

Så kommer et langt stykke med et par Auberges. I en af ​​dem drikker vi en kop kaffe. Vi er også de eneste gæster. Vi leverer selv mælken til en café au lait. Manageren fortæller, at Paris-Dakar-rallyet og Carta-rallyet plejede at passere her.

Derefter videre til søen, en kæmpe tør muldjordslette, hvor vi nogle gange når hastigheder på 80 kilometer i timen. Fantastisk igen.

Efter en lang køretur når vi Foum Gzuid (Beliggenhed her), hvor vi spiser noget. 

Forskellen mellem Nord- og Sydmarokko

Landsbyerne i syd ser ofte mere moderne ud end i nord. Folk er også mere progressive. Stilheden på gaden er også virkelig slående. Store, brede gader i modsætning til travlheden i mere nordlige landsbyer. Det startede faktisk i Ouarzazate, og så syd for Atlasbjergene.

I ørkenen virker forskellene i levestandard endnu større. Her ser man landsbyer med brede gader, til dels vestligt klædte mennesker, tilhørende butikker, caféer og restauranter. Tilsyneladende vil de forkæle ørkenturisterne, mens de selv drager fordel af det. Men havner man i "baggaderne" eller på landet, er det direkte lurvet. Rod på gaden, halvfærdige hytter og traditionelt klædte mennesker.

Turismen er på et lavt ebbe. Faciliteterne er der, men der er ingen mennesker. Efter corona og den varme sommer håber man nu, at turisterne vender tilbage til oktober. Inshallah!…hvis Allah ønsker det…

fra Foum Gzuid vi går tilbage på asfalten i sydvestlig retning, vi tager fart et stykke tid. Temperaturen er igen høj, 40+. Længe leve klimaanlægget! Vi finder et sted i en palmerie lige efter Tizounini.

Datoer

Vi troede, at vi engang stille og roligt ville "fejre søndag morgen" i palmeriet, men en ørkenbeboer kommer ud bag et palmetræ.

'Bonjour, ca va?', og en gestus til hans mund. Vi fortalte ham respektfuldt, at vi gerne ville have lidt privatliv.

Vi fortsætter vores vej og kommer til en landsby, der hedder taghjijt (Beliggenhed her). Her ser vi en masse daddelpalmer. I palmeriet ser vi folk travlt på arbejde. Vedligeholdelse af træerne, hvor de brænder de savede grene.

En dreng kommer hen til os og giver os en håndfuld modne dadler. De er virkelig lækre, friske fra træet. Han inviterer os til en stand lidt længere væk, hvor vi kan sidde på et par hynder.

Der kommer flere dadler og mælk. Denne kombination er traditionel, nogle gange også med smør. Flere arbejdere kommer og sidder hos os, og det er meget sjovt. Så tager vi endnu et kilo friske dadler og får endnu en oplevelse.

Til kysten

Vi kører videre og nærmer os Guelmim (Beliggenhed her), porten til Sahara, hvor vi kun kører gennem den enormt brede "Avenue". Dreng, sikke en moderne by igen, i hvert fald hovedgaderne….

Vejret skifter. Vi tog afsted i morges ved 38 grader... mod kysten er det knap 20 grader, mens det begynder at regne let. Endelig når vi Atlanterhavet, hvor en flod (tre gange om året) løber ud i havet.

Vi ser mange fiskerhuse langs deltaet, og vi taler med en dreng, der bor der. Han taler godt engelsk og fortæller om sit liv som fiskersøn.

Det er bedre at kalde de huse, hvor folk bor i slumkvarterer. De er i et naturskønt miljø, der desværre er blevet forkælet af de enorme bunker af affald. Drengen er født her og bor der sammen med sin far og mor. Far er fisker og en gang imellem kommer der en køber for at tage fisken. Dette sælges så i de større byer. Lidt længere henne ligger en bygning, hvor drengen sammen med andre fiskeres børn gik i skole.

Khnifiss National Park og spotte flamingoer

Vi går længere ned mod syd og kommer til Khnifiss National Park (Beliggenhed her), et stort deltaområde, hvor mange, mange fuglearter lever på baggrund af højt oppustede klitter og strandenge. Et smukt naturreservat og mekka for fugleelskere.

Vi finder et sted nær en anløbsbro og nogle slumkvarterer, hvor fiskerne hænger ud. Vi får snart en snak med nogle fiskere og bliver inviteret på te. Deres koner bor i landsbyerne længere fremme, så her bor kun mænd.

Næste morgen spadserer fiskerne rundt på anløbsbroen, men de går ikke ud på vandet. De siger, at der er for meget strøm på åbent hav. Det giver os en idé... vil nogen sejle med os i deltaområdet? Vi tager springet og spørger en af ​​mændene. Han siger med det samme “ja”, og lidt efter sidder vi ved siden af ​​ham i en fiskerbåd for næsten ingenting. 

Vi sejler langs sandbankerne, mens tidevandet er ude. Vi ser mange forskellige fugle og i det fjerne de sprængte klitter. Så går vi lidt mere til den del, hvor forbindelsen med det åbne hav er. Mange hundrede flamingoer bor her. De store fugle står på en sandbanke, hvor vi fortøjer. Gående kommer vi lidt tættere på. Et smukt syn og vi har selvfølgelig travlt med at tage billeder. Så klapper fiskeren i hænderne, og hele gruppen går i luften. Et fænomenalt syn.

Vi går tilbage til båden og sejler til en side, hvor der er høje klitter. Vi klatrer op på den og har en flot udsigt over deltaet. Det her er så sjovt!

Efterhånden sejler vi videre og møder gruppen af ​​flamingoer igen. Det samme ritual gentager sig. Så går vi et stykke ad de stejle klipper og kommer tilbage til anløbsbroen. Vi kan ikke tro vores held!

Kontrol

Længere sydpå leder vi efter et sted at bo. Det er ikke nemt, fordi vi kan lide at være ude af vinden. Der vokser ingen træer på de store nøgne sandsletter, så vi ankommer til en landsby. Vi finder et sted midt på landsbytorvet, ved siden af ​​en lille bygning og en moské. Vi tager imamens højlydte kald med i købet og sætter nogle ørepropper i vores ører i aften.

Straks ankommer en landsbyhøvding og en soldat. Soldaten vil gerne have et foto af vores pas, og landsbychefen fortæller os ofte, hvor velkomne vi er.

Senere på aftenen - når det er buldermørkt - kommer en bil med blinkende lys langvejs fra. Hvad sker der…? Endelig stopper den lige ved siden af ​​os. Det viser sig at være en politibil. "Hvad har vi gjort"? 

En yderst venlig agent kommer ud, som igen byder os velkommen og fortæller os, hvor landsbyhøvdingen bor, hvis der skulle være noget galt. Han giver os også (nød)nummeret, hvis vi får brug for det. Efter en "bonne nuit" forsvinder han ud i mørket igen.

Dakhla

Vi har stadig omkring 500 kilometer tilbage på den perfekt asfalterede vej gennem Vestsahara. Vestsahara er et stykke land kontrolleret af Marokko, de betragter det som den sydlige provins. Ikke alle er enige. Polisario, separatistbevægelsen, støttet af nabolandet Algeriet, ønsker uafhængighed. Heldigvis er der en våbenhvile, og det føles stadig som Marokko for os.

Dakhla (Beliggenhed her) ligger for enden af ​​en halvø på omkring 50 kilometer. I begyndelsen af ​​halvøen er lagunen et paradis for kitesurfere. Der er bygget moderne hoteller omkring lagunen, som er hjemsted for tusindvis af kitesurfere.

Yderligere 40 kilometer længere er Dakhla. Den eneste brede vej, der fører til det, forbløffer os. Der er hundredvis af halvfærdige hotelkomplekser, som man kan se, at de ville blive meget moderne. Men pengene var væk og blandt andet på grund af corona kom der ikke flere turister. Et trist ansigt.

Dakhla i sig selv er en moderne by efter marokkanske standarder. Vi kørte rundt og handlede. Folk er meget forskellige, både progressive og traditionelle.

Særligt møde

På ydersiden af ​​Dahkla finder vi et sted langs en boulevard under opførelse. Pludselig stopper bilen, og to entusiastiske mennesker stiger ud. De er helt vilde med vores 4×4 camper og spørger, om de må tage et kig indenfor. Gæstfrie som vi er, er det selvfølgelig ikke noget problem overhovedet. Vi fortæller dem, at vi er på vej til Sydafrika, og de er glade. 

De inviterer os til at gå på en restaurant ved siden af ​​for at drikke te og ryge vandpibe. Pæn!

Han blev født temmelig velhavende marokkaner og flyttede til Frankrig for år siden, hvor han mødte sin franske kone (Isabelle). En gang imellem er de i Marokko, og de bygger nu en lille lejlighed i Dakhla.

Efter besøget i restauranten, hvor vi begge stifter bekendtskab med vandrøret, tager de os gennem Dakhla. Mens de taler inviterer de os til middag på en senegalesisk restaurant, fordi de har hørt, at vi også tager til senegal at gå. 

Han (Dalil) er en flamboyant type, som alle kender, og så ender vi på en senegalesisk restaurant og spiser en typisk senegalesisk ret. Noget med ris og fisk.

Gretel leder stadig efter en god frisør, Dalil kender en og ringer med det samme. Der er stadig plads, og vi kan gå med det samme. Det er en herre- og damefrisør. Men ifølge traditionen bliver kvinder skåret i et separat rum og kun af chefen selv.

Selma og Dabia

Senere går vi lidt længere hen til en butik, hvor ejeren sidder på gulvet og drikker te. Dalil kommer der oftere for sjov og for at slappe af.

Vi sætter os på et tæppe og får efter et stykke tid “den bedste te i det sydlige Marokko”. Der er lidt flere mennesker, og der fortælles historier om livet i Marokko. Selma, ejeren er en tyk kvinde, som ikke har flyttet sig. Hun laver kun te.

Sella er meget religiøs og ved 5-tiden skal hun bede for tredje gang denne dag. Da vi sidder stift ved siden af ​​hende, begynder hun at fremsige sine vers og knæler frem.

Så kommer Dabia, en ven af ​​Selma, ind. En meget nærværende type med de største historier. Hun tager det mindre præcist med traditionerne og fortæller, at hun har været gift seks (!) gange. Jo hyggeligere det bliver, jo længere synker hendes tørklæde.

Så opstår ideen om at spise dromedarkød sammen i morgen. Selma har et nomadetelt langt uden for byen, som hun kun bruger i sin fritid.

Vi laver en aftale til næste dag klokken ni på markedet for at shoppe lidt.

Kamelkød med sand i teltet

Ved 9-tiden mødes vi på det overdækkede marked og får frugt og grønt. Det er vidunderligt at gå gennem byen sammen med lokalbefolkningen. Ved siden af ​​frugt og grønt ligger fiskeafdelingen med mange boder. Ved en af ​​dem sludrer vi med sælgeren, der lige er i gang med at filetere en kæmpe fisk.

Der er selvfølgelig også mange slagtere, men lidt længere går vi til en specialslagter, der har specialiseret sig i kamelkød. (Faktisk dromedarkød, en pukkel) En ny forsendelse er netop ankommet med enorme bidder af dyret. Dabia ved præcis, hvad hun vil have. Dromedarens pukkel ser ud til at være den mest specielle, såvel som leveren. Vi tager alt med os.

Så går vi hen til teltet. Dette viser sig at være omkring 40 kilometer uden for byen og er faktisk en slags fritidsbolig for Selma og hendes familie. Det er ret primitivt, men vi kan sidde på tæpper og puder.

Dabia har travlt med at tilberede maden. Hun skærer kødet i, tråder det på spyd og sætter det på en slags grill.

Lidt efter nyder vi kødet. Den har en neutral smag og er efter vores mening ikke usædvanlig velsmagende eller beskidt.

Selma bruger hele eftermiddagen på at lave traditionel te, hendes speciale.

Dabia starter med at lave en stor underkop. Ris i bouillon, med kogt dromedarkød. Vi sidder i en rundkreds og spiser alle af skålen. Dabia kan lide traditionel og spiser med hænderne. Underkoppen er alt andet end fri for sand. Den kraftige ørkenvind hyler rundt om teltet og sandet hvirvler også rundt i teltet efter hjertens lyst.

Efter denne fantastiske oplevelse får vi hjemmelavet yoghurt og frugt. Så strækker vi os alle ud på gulvet for at slappe af.

Ørkenbruser og farvel til Marokko

Efter vi er kommet os over måltidet rydder vi op og kører tilbage til byen. Undervejs er det muligt at gå i bad ved en naturlig kilde. Det viser sig at være en kæmpe slange med varmt, svovlholdigt vand. Vi tager vores tøj af og lader en tjener tage et fuldt brusebad. Kvinderne beholder deres kjoler på. Vi ligger på gulvet og hygger os bedst.

Så er det tid til at sige farvel. Altid et svært øjeblik... At få venner og sige farvel igen.

Vi går tilbage til camperen og oplever, at besøget i Dakhla tog to dage længere end forventet.

Vi ser tilbage med en utrolig fornøjelse på en stor måned i Marokko, hvilke dejlige mennesker, hvilken varm velkomst! Nu skal vi forberede os på at krydse grænsen til Mauretanien næste dag. På vej til næste eventyr, men mere om det næste gang.