Hvem tør køre mere end 3.000 kilometer på scooter gennem Østafrika? Besøger du bjerggorillaer? Scooter safari (findes dette ord?) i fem nationalparker? At beundre blandt andet løver, bøfler, flodheste og elefanter tæt på. Mit navn er Eric, og jeg kan godt lide at rejse rundt på en scooter. Læs her del 13 af den unikke rapport om et fantastisk scootereventyr Uganda, Rwanda en Kenia. I den trettende del rejser jeg fra Purongo til Kitgum, en tur på omkring 174 kilometer.
Læs også:
Østafrika på scooter | Del 1 | Fra Kampala til Kigali (180 km)
Østafrika på scooter | Del 2 | Bugala Island – Mburo-søen (170 km)
Østafrika på scooter | Del 3 | Lake Mburo National Park – Kabale (230 km)
Østafrika på scooter | Del 4 | Kabale – Ruhija – Gorilla trekking (50 km)
Østafrika på scooter | Del 5 | Bwindi – Kabale – Kigali (160 km)
Østafrika på scooter | Del 6 | Kigali folkedrabsmindesmærke – Kabale
Østafrika på scooter | Del 7 | Kabale – Queen Elizabeth National Park (175 km)
Østafrika på scooter | Del 8 | Queen Elizabeth NP – Fort Portal (120 km)
Østafrika på scooter | Del 9 | Fort Portal – Muhorro (100 km)
Østafrika på scooter | Del 10 | Muhorro – Hoima (100 km)
Østafrika på scooter | Del 11 | Hoima – Murchison Falls National Park (120 km)
Østafrika på scooter | Del 12 | Murchison Falls National Park – Purongo (50 km)
Indholdsfortegnelse
En nat i 'Amsterdam' gør underværker
Smerten i min fod er okay. Selvom såret ser skræmmende ud. I gæstehuset med 12 værelser opkaldt efter verdens hovedstæder fik jeg lov til at overnatte i Amsterdam. Jeg kunne godt lide det.
Bevæbnet med et håndklæde leder jeg efter fællesbruseren. Ved nærmere eftersyn viser bruseren sig blot at være en betonkabine. Jeg skal selv medbringe vandet. Til det henter jeg en jerrydåse i receptionen.
Frisk og rimelig frugtig går jeg på kanten ad den asfalterede vej i Purongo. Purongo er ligesom hundredvis af andre landsbyer i Uganda. Det er ikke meget mere end en række af huse, hytter og butikker på en hovedvej. En ugandisk version af en bosættelse fra det amerikanske vilde vesten.
Vejen gennem Purongo går nordpå til pakwach hvor du kan dreje til højre mod den congolesiske grænse eller fortsætte mod det nordlige Arua og ende i Juba, Sydsudans hovedstad. Mod syd ender vejen, som så mange andre ugandiske motorveje, i hovedstaden Kampala.
Det er tid til morgenmad. Hos et chapati-bageri bestiller jeg en rolex (rullede æg) deluxe. Løg, tomat, peberfrugt og tre æg steges med chapati-dejen. Det smager fantastisk og er meget mættende. Imens har den lokale mekaniker travlt med at lappe min scooter efter gårsdagens ulykke. Han laver nogle mindre reparationer hist og her.
Velkommen til Acholiland
Efter gårsdagens uheld har jeg ikke lyst til en times tur på scooteren. Jeg holder mig til en 80-mile tur til Gulu. Lige syd for Purongo tager jeg afkørslen mod Gulu. På et skilt langs vejen læste jeg om igangværende arbejde. Den velholdte murram-vej (rødt lersand) er asfalteret over hele sin længde til Gulu.
Efter 15 kilometer stopper jeg kort i den ugandiske vestlige landsby Anaka. Jeg køber en flaske sodavand i en butik. Ejeren byder mig hjertelig velkommen til Acholi-landet: 'Apoyo bino.' Jeg svarer på swahili: 'Asante.' Ugandaere forstår generelt swahili. "Apoyo er tak i Acholi." Manden opfordrer mig til i det mindste at lære 'kop ango', 'kop pe' og 'apoyo' udenad. Bogstaveligt oversat: 'Hvad er problemet', 'intet problem' og 'tak'. 'I Gulu, Kitgum og Kidepo taler de Acholi. De kan virkelig godt lide det, når en mzungu hilser på dem i Acholi.'
Det nordvestlige Uganda er også kendt som Acholiland. Her bor omkring halvanden million Acholi. Omkring 50.000 bor på tværs af grænsen i Sydsudan. Mange af dem er i øvrigt siden flygtet hertil på grund af borgerkrigen. De landlige Acholi bor i klynger af stråtækte hytter. På vej til Gulu møder jeg dem med en vis regelmæssighed.
Gulu: en by fuld af flygtninge og hjælpearbejdere
Jeg nåede Gulu på knap to timer. Gulu er efter ugandiske standarder en stor by med mere end 150.000 indbyggere. Mange er eller var engang flygtninge. Fra 1960'erne flygtede congolesere og sudanesere fra krige i deres land. Fra 1990'erne og frem kom lokale flygtninge til. De flygtede fra Joseph Konys Lord Resistance Army. I dag er de indbyggere i Sydsudan, der flygter fra borgerkrigen. Denne type flygtningestrømme har naturligvis en anden strøm, nemlig hjælpearbejdernes.
Jeg er ikke overrasket over, at mange skilte i Gulu henviser til statslige agenturer og internationale hjælpeorganisationer (NGO'er). Jeg ser hele lynlåse stå ved siden af hinanden. Det magiske ord 'udvikling' mangler naturligvis ikke.
Den langvarige tilstedeværelse af flygtninge i Gulu har også givet et betydeligt antal hjælpearbejdere. Og sidstnævnte gruppe bor normalt ikke på et nedslidt gæstehus. Hotel Bomah er det sted, hvor hun og den ugandiske elite foretrækker at bo. Efter mine uheld fra dagen før melder jeg mig til receptionen for at få et værelse. Så henter jeg et badehåndklæde og slår mig ned på en liggestol ved poolen. Tag en pause.
Næste stop: Kitgum
Kun de første kilometer af de mere end hundrede fra Gulu og Kitgum forårsager en vis forsinkelse. Der arbejdes på de sidste kilometer asfalt mellem de to byer. På de andre 98 km er der en legendarisk billardklud. Så glat og fin kan en asfaltvej være.
Området er ufortrødent smukt med masser af grønt og mange Acholi-bebyggelser. Jeg holder en pause på et skolekompleks i landsbyen Atanga. Bare for at strække benene og få nogle nysgerrige blikke.
Hundrede børn, der bliver undervist i skyggen af et træ, vinker begejstret. På en tavle læste jeg dagens besøgstal; 11. august 2017: 610 børn.
Ved tretiden kører jeg ind til Kitgum. Størrelsesmæssigt er Kitgum en tredjedel af Gulu med 50.000 indbyggere. Jeg hører fra markedet, at antallet af flygtninge fra Sydsudan i Kitgum er meget højt. De accepteres dog næsten uden problemer. Den ugandiske regering giver dem endda et stykke jord. Jeg er overrasket over, at de lokale er så tolerante. De har den ikke engang så bred.
En markedsleverandør forklarer. »Flygtningene fra Sydsudan er vores brødre. De taler Acholi ligesom os og har det meget dårligt. Du kan ikke lade den stå ude i kulden. Ja, nogle mennesker her klager nogle gange, fordi de uforvarende driver priserne op«.
Hun forklarer kritikken således:
'De taler Acholi ligesom vi gør, men de har en accent. På markedet her genkender de straks disse flygtninge. Købmændene ved, at de får penge fra regeringen. Så hvad gør nogle? De øger prisen på en chapati fra 1.000 til 2.000 schilling. Det er det dobbelte af prisen. Flygtninge tør ofte ikke forhandle. Dermed stiger priserne. Forstår du?'
Også i Kitgum er der reddere og derfor også et hotel med swimmingpool. Jeg vil hvile der som forberedelse til morgendagens hårde etape til Kidepo National Park.
Læs også:
Østafrika på scooter | Del 1 | Fra Kampala til Kigali (180 km)
Østafrika på scooter | Del 2 | Bugala Island – Mburo-søen (170 km)
Østafrika på scooter | Del 3 | Lake Mburo National Park – Kabale (230 km)
Østafrika på scooter | Del 4 | Kabale – Ruhija – Gorilla trekking (50 km)
Østafrika på scooter | Del 5 | Bwindi – Kabale – Kigali (160 km)
Østafrika på scooter | Del 6 | Kigali folkedrabsmindesmærke – Kabale
Østafrika på scooter | Del 7 | Kabale – Queen Elizabeth National Park (175 km)
Østafrika på scooter | Del 8 | Queen Elizabeth NP – Fort Portal (120 km)
Østafrika på scooter | Del 9 | Fort Portal – Muhorro (100 km)
Østafrika på scooter | Del 10 | Muhorro – Hoima (100 km)
Østafrika på scooter | Del 11 | Hoima – Murchison Falls National Park (120 km)
Østafrika på scooter | Del 12 | Murchison Falls National Park – Purongo (50 km)
Har du set en fejl? Spørg? Bemærkning? Fortæl os det i kommentarerne!