NoFear Travel in Africa (8) | Overlander i Guinea Bissau

Vi (Cor og Grietje van NoFear Travel), rejse med vores Toyota Hilux 4×4 camper dør Afrika. Det afrikanske kontinent er Mekka for 'over land' med mange udfordrende ruter og smukke destinationer. Det første afrikanske land vi besøgte under vores rejse til Sydafrika er til stede Marokko, efterfulgt af Mauretanien en senegal. Fra Senegal krydser vi så grænsen til Guinea Bissau, et af de fem fattigste lande i verden, ikke at forveksle med Guinea, det meget større land, der ligger længere mod sydøst.

Du kan naturligvis også begynde at se videoen igen.

Om Guinea-Bissau

Guinea Bissau er lidt mindre end Holland, men med mindre end 2 millioner indbyggere er det meget mindre befolket. En fjerdedel af indbyggerne bor i hovedstaden Bissau. 

Dette vestafrikanske land scorer også en top 5-placering, når det kommer til de fattigste lande i verden. Politisk og økonomisk ustabilitet er hovedårsagerne. Udviklingsbistand udgør en stor del af statens budget. Nogle få øre tjener man stadig med landbrug og fiskeri, især cashewnødder udgør en indtægtskilde.

Guinea Bissau er det første land på vores rejse mod syd, hvor islam ikke spiller hovedrollen. Omkring 50% er muslimer, resten kristne eller andet. De vigtigste sprog, der tales, er portugisisk og kreolsk.

Til Bissau

Vejen fra grænsen til hovedstaden var ikke så dårlig, en blanding af hullet asfalt og ujævne jordveje, men vi var forberedt på det værre. Den sidste del var ekstremt støvet, vores udsigt blev jævnligt taget fra os.

Vi blev stoppet af politiet mindst 5 gange undervejs. Efterhånden begynder det at blive irriterende, for betjentene er mere interesserede i vores tur og vores autocamper end at tjekke noget meningsfuldt. Engang blev vi bedt om vores pas. Efter at den unge officer havde bladret i det i flere minutter, spurgte han med et strengt ansigt om vores nationalitet... Da vi sagde, at vi var hollændere, ændrede hans ansigt sig pludselig og spurgte, om vi også kendte Frenkie de Jong og Memphis Depay. I slutningen af ​​en sådan samtale beder de om en "gave".

Vi har nu lært at spille spillet på en venskabelig måde.

Bissau, hovedstaden 

Med hensyn til fattigdom, dårlige veje, dårligt vedligeholdte bygninger og snavs er Bissau blandt toppen. Det er nogle gange svært at forstå, især omkring havneområdet. Udtrykket "beboet spøgelsesby" kom til at tænke på i nogle gader. 

Via via havde vi fået en adresse fra en hollænder, hvor vi eventuelt kunne overnatte i gården. Hustruen, Evelien og hendes far Jan, har boet der i årevis og oprettede et supermarked med europæiske produkter i 80'erne. Det holdt de op med for nogle år siden. Omkring det gamle supermarked ejer de forskellige fast ejendom, hvor de bor og lejer delvist ud. Vi blev budt hjerteligt velkommen i det midterste område og kunne campere smukt i skyggen under træerne.

Iværksætterfamilien fra Nijmegen arrangerer en vandretur gennem byen hver lørdag morgen og inviterede os til dette. På denne måde så vi en del af byen og fik en forklaring på alt, hvad vi så.

Vi passerede slagterbutikken, hvor vi faldt fra den ene overraskelse til den anden. Der er mange stier med grise, hvor du kan vælge en fra lille til stor. På stedet ved siden af ​​aflives dyret halal og synligt for alle. Mens snesevis af gribbe flyver rundt, bliver grisen udtaget på jorden i mudderet. Vi skulle sluge og vænne os til denne måde at slagte på, selvom vi allerede havde set lignende scener med høns i Marokko.

Johannes 

Under gåturen taler vi med Johannes, en hollænder, der har boet i Guinea Bissau i mange år. Han arbejder for en hjælpeorganisation på et hospital på den afsidesliggende ø Bolama. Tidligere var han tilknyttet Frelsens Hær, og sammen med nogle andre tager vi til gudstjeneste med ham søndag morgen.

En dag fra dagbogen

18 December

Om natten holdes vi vågne af høj musik og myldrende mennesker, og om morgenen begynder en anden minister og senere en imam at forkynde deres vers så højt, at næsten hele byen kan høre det. Vi klarer os hele natten igennem med anfald.

Men klokken halv 10 er vi friske og klar til at tage til gudstjeneste med Johannes og to hollandske slægtninge. Johannes er en rigtig nødhjælpsarbejder og har tidligere været aktiv i Frelsens Hær. Gudstjenesten er i et anneks til en skole i en forstad til Bissau.

Vi møder præsten og mange børn samles omkring os. Vi tager et kig i et af de små klasselokaler, hvor der ved siden af ​​skrivebordene kun er en tavle til stede.

Så begynder gudstjenesten, hvor der i begyndelsen synges hovedsageligt muntre sange. Senere endnu en prædiken af ​​en præst, hvor vi hollændere bydes velkommen og vil forblive i deres hjerter for evigt. Det var overstået ved tolvtiden.

Johannes inviterede os til at spise fisk hos en vens/kollegas kone. Det afviste vi selvfølgelig ikke, og lidt senere sad vi bag på en Toyota Hilux af kollegaen, som transporterede os til en markedsplads.

Her var flere midlertidige spisesteder og en storskærm til finalen i VM i fodbold. Vi havde et dejligt måltid med et glas vin og en øl.

Senere bliver vi taget langt uden for byen til en lille flod, hvor der er en slags forsamling af unge mennesker. De drikker meget her og hygger sig med chilling og svømning. Vi ser og hygger os.

Så er det tid til at gå i vores senge. Vi kører tilbage ind bag på Toyotaen til byen, hvor vi stopper et stykke tid sammen med en gruppe venner af vores chauffør, som er langt ud over de hollandske normer, når det kommer til alkoholforbrug. Men i Guinea Bissau kender de slet ikke alkometer...

Bolama

Vi leder altid efter det virkelige liv, steder, hvor vi kan forbinde os med mennesker, der fortæller os om deres lykke og ulykke. Ofte går vi meget op i det.

Så også denne gang... en rejse på omkring 300 kilometer på forfærdelige veje og så bro de sidste to kilometer over havet med autocamperen på en tømmerflåde i buldermørke. 

Rejsen tog os til Bolama, en ø som er en del af Bijagos-øgruppen. De 6000 øboere bor hovedsageligt i hovedlandsbyen af ​​samme navn.

Ved ankomsten er vi vidne til en hjerteskærende scene. Et lig af en 15-årig pige bringes ind med en anden båd. Det større hospital i Bissau var heller ikke i stand til at redde hende, og derfor er hun også et offer for landets luner.

I mørket møder vi Johannes. Vi kan parkere i hans gade, på en plads midt i boligområdet. Her er vi bogstaveligt talt midt i landsbylivet på en afsidesliggende ø.

Vi havde allerede mødt Johannes i Bissau. Den 74-årige har boet på øen i to år og arbejder på det lokale hospital.

Landsbylivet

Da vi vågner, snuser gederne, grisene og hønsene rundt om camperen. Tilstedeværelsen af ​​grise beviser, at islam spiller en mindre vigtig rolle på denne ø.

Fra vores plads på landsbyens plads får vi et flot overblik over befolkningen og deres bekymringer.

Overfor os ligger politistationen, hvor der ikke rigtig sker noget. Et par uniformerede unge mænd sidder foran skrivebordet under et træ hele dagen og laver ingenting. Der hænger stadig nogle landsbyboere, som også tilbringer det meste af dagen under et træ.

Nogle gange kommer nogle kvinder forbi og vasker ved vandpumpen.

Vi går en tur gennem landsbyen og ser de samme scener overalt.

I tidligere tider, under den portugisiske besættelse, var det et rigt sted her. Det kan ses på de mange statelige bygninger, der er ved at styrte sammen. Nu er det et trist, lurvet syn. 

Da vi går ind i landsbyen, råber nogle børn allerede i det fjerne: branco!….branco!…. (hvide, portugisisk) Det er ikke ment som stødende, bare for at vise, hvor specielle de synes, vi er.

På vej mod øst

Vi er på vej mod den mest nordøstlige grænse til Guinea. Vi passerer landsbyen Gabú. Som så ofte i lande som dette gør levevilkårene et enormt indtryk på os.

Vejene er så dårlige, at vi kører i timevis med maks. 15-20 kilometer i timen. Vi støder fra det ene hul til det andet og er glade for, at vi er højt på hjulene, ellers var vi blevet jordet for længst. Undervejs møder vi børn og voksne, der fylder hullerne i vejen med skovle og trillebøre. De spænder et bånd over vejen og beder om et bidrag til deres arbejde. Glæden i deres ansigter, når de modtager en mønt, er rørende. Det er også logisk, at en regering ikke investerer penge i vejene, ingen har en bil. 

Vi stopper ved nogle boder for at købe et par tomater. Vi er først lige stoppet, da omkring 20 kvinder skynder sig hen imod os, alle ivrige efter at sælge tomater. Vi foretrækker at købe en tomat fra hver kvinde...

Men det, der hænger mest ved os, er det ivrige, men venlige blik i deres øjne for at kunne sælge noget til en hvid person.

Tingene er ikke bedre i landsbyen Gabú. Mange er involveret i salg af forskellige ting, men hvad nu hvis der næsten ikke er nogen, der har noget at bruge, og konkurrencen er hård?

I mellemtiden ser vi en dreng trække sin æselvogn gennem hullerne. Hjulene slingrer under den tungt lastede vogn, sandsynligvis er hans æsel død.

At bortskaffe affald korrekt er ikke et problem i de vestafrikanske lande, folk har andre ting på hjerte. Vi må også nødigt dumpe vores pose affald langs vejen. Vi gør det et sted, hvor der allerede er meget mere, så er vores taske ikke så mærkbar... Når vi kører væk, ser vi i spejlet, hvordan tre drenge bevæbnet med en kniv skærer vores taske op.

Vi ser rystende situationer ske for øjnene af os hver dag. Men hvad kan vi gøre? Vi køber kun en pose slikkepinde for at få et smil på de søde kopper.