Om mandariner, der skal tælles først, livet om en anden takt og alligevel nye planer for fremtiden.
"Jeg går," sagde min ven. Jeg hørte mig selv sluge den sidste tår kaffe og stillede koppen på bordet. Solen skinnede klart ind i båden.
'Væk? Hvorhen?' Jeg spurgte.
"Til mine forældre." Han lagde nogle ting i sin rygsæk og tog snoren på hunden. Hunden så uskyldigt frem og logrede med halen, da jeg så på ham.
"Vi kan tale om det, ikke?" Jeg foreslog og huskede i går aftes kamp. "Vi talte om at lave gode aftaler i går", tilføjede jeg. At tale var ikke en mulighed. Han måtte tænke og holde en pause. Han trådte ud af båden med et kys og en tåre. Jeg tjekkede dem igen, men hverken hunden eller han så sig tilbage. Min mavefornemmelse sagde, at det ikke var rigtigt. Som om han allerede havde besluttet sig. Det forblev lige så stille den dag som naturstedet, hvor jeg nu var alene.
Læs også: Bor på en båd | Dette er Shem de Labric
Læs også: Bor på en båd | Ville du gøre det?!
Læs også: Bor på en båd | Uønsket besøg, dårlige nætter og stadig den frihed
Mandilin?
"Lærer, må jeg også få et stykke mandolin?" Jeg er forskrækket over mine tanker. Jeg skal stadig vænne mig til mit nye job i klasseværelset. Forholdene derhjemme påvirkede mine nætter og koncentration en del, noget der ikke hjælper på et nyt job. Og normalt arbejder jeg med voksne med et handicap, nu er jeg dels i en børnehave og dels i senioråret. Læreren smiler til den femårige dreng, der står foran hende. Hun forklarer, at alle vil modtage mandarin efter matematiktimen. Hun fortsætter med at dele kilerne og beder børnene om at tælle. 'Eeeeen ... Téééé ...' følger drengen lidenskabeligt efter, vel vidende at han snart vil blive belønnet.
Aldrig problemfri
Vores forhold har aldrig været helt problemfrit. Og jeg må indrømme, at spændingen den seneste tid heller ikke gjorde mig noget godt. Vi er gået fra hinanden én gang før på grund af ophobning af begivenheder og det faktum, at han ikke altid har været helt ærlig. Men kærligheden kryber, hvor den ikke kan gå, og måske havde jeg håbet på bedre. Men spændingen byggede sig op igen. Den gik ind i min krop og stod mellem os.
På en eller anden måde vidste jeg, at det måske ikke ville have en lang fremtid. På grund af ændringen i vores livssituation har vi også ændret os selv. Forskellene blev større, og til sidst for store. Hvor han især kunne lide det hjemlige, nød jeg meget at tage afsted. Selvom jeg altid har sagt, at jeg ville blive ved med at gøre mine egne ting i et forhold, fandt han det stadig sværere. Hans sociale verden var lille, og han havde intet arbejde. Mit arbejde var travlt, og mit sociale liv voksede. Vi valgte at bo på en båd sammen, men nu var jeg virkelig alene.
En til en vejledning
"Jeg kan ikke lide det," siger min klient. Jeg tilbyder ham en-til-en vejledning i klasseværelset. Han er seks år og har adfærdsproblemer. Det er op til mig bogstaveligt talt at holde ham på tæerne. Noget der – udover alle de mandariner – kan være noget af en prøvelse.
'Bare bliv på din plads og vær med. Du får snart mandarin," sagde jeg og førte ham tilbage til sin plads.
"Jeg synes, det er dumt!" sagde han vredt og rejste sig igen.
'At sidde!' råbte jeg og pegede på hans stol. Et øjeblik tænkte jeg på at forklare ham, at et strandet forhold er dummere, men jeg slap det. Læreren kiggede min vej, drengen satte sig. Jeg var åbenbart klar nok.
Kun længere, hvad nu?
Det høje ord var ude: min kæreste kom ikke tilbage, og forholdet er slut. Efter at have svigtet det i et par dage, begyndte jeg at finde ud af ting og dele, at jeg fortsatte på egen hånd. En ven hjalp mig med at sejle båden downtown. Der kunne han afslutte, jeg betalte per nat og jeg havde alt lige ved hånden.
Først få alt tilbage på sporet, så tænk på fremtiden. Samme princip som med mandarinerne: tæl først og spis så. Uanset hvor dumt det er.
Læs også: Bor på en båd | Dette er Shem de Labric
Læs også: Bor på en båd | Ville du gøre det?!
Læs også: Bor på en båd | Uønsket besøg, dårlige nætter og stadig den frihed
