De røde og gule skind og høje parykker burde indgyde frygt i os. Pindene gennem næsen skal få os til at ryste og de hårde slag på trommerne får vores hjerter til at springe et slag over. Men intet er mindre sandt. Udstyret til Huli Wigmen er det, der har fascineret mig i årevis. De er grunden til, at vi er i det røde negative rejserådgivningsområde.
I denne blog deler vi lidt mere om Huli Wigmen, måske den mest berømte og skræmmende stamme i Papua Ny Guinea.
Læs også: Information og første introduktion til Papua Ny Guinea
Læs også: Milene og Yuris (alt for) skøre eventyr
Huli-parykmændene
Hvem er Huli Wigmen, og hvor bor de?
Stammen også omtalt som Huli er et oprindeligt folk, der bor i distrikterne Tari, Koroba, Margaraima og Komo. Disse distrikter udgør det sydlige højland af Papua Ny Guinea. Hulierne har boet i dette område i over tusind år, og befolkningen anslås i øjeblikket til at være omkring 100,000. De taler Huli og Tok Pisin, men nogle kan også tale nogle engelske ord.
Huli er kendt for deres vane med at male deres ansigter røde og gule og bære hovedbeklædning lavet med fjer fra paradisfugl. De er i øvrigt ikke den eneste stamme i dette, men mere om det i en senere blog.
Huli Wigmen's parykker
Tøjet, farverne og hovedbeklædningen suppleres af en dramatisk paryk, som kun bæres af mænd. Der findes en række forskellige parykker, og disse er lavet af deres eget hår, og processen tager flere måneder til år. En almindelig paryk tager omkring et år at lave. Når en dreng bliver voksen, begynder han at lave sin paryk. Mens han vokser sit hår, gennemgår drengen en streng rejse, komplet med begrænset kost, tabuer og speciel magi.
Regelmæssigt fugtes hans hår med rituelt vand, indtil det har nået den rigtige længde til at blive dannet af et cirkulært bånd af bambus. Efter cirka et år er parykken færdig og klippet af.
En anden paryk, der ofte bruges, er en speciel (se billedet nedenfor), hvilket gør, at det tager omkring 2 til 3 år. Så er det dekoreret med fjer, vinger og hoveder af eksotiske fugle og nogle er farvet med rød okker.
At bo hos Huli Wigmen i Papua Ny Guinea
Den første nat i Tari
Jeg sov ikke godt. Madrassen skal ikke bære navnet. Den er så tynd, med en hård træseng nedenunder, der kun tillod mig at ligge på ryggen. Puden dufter af de mange mennesker, der har brugt den før mig, og billerne udenfor blev ved med at hyle. Jeg hørte også en masse mus gå over vores tag, og Yuri måtte på toilettet et par gange.
Så vi er lidt trætte, når vi får serveret lækker røræg til morgenmad. Vi ankom til Lukwanda lodge i går. Det var mørkt og vådt, da vi ankom. Det er stadig vådt nu, men åh hvor er det grønt her. Og hvilke fugle jeg hørte i morges. Lodge er meget grundlæggende, men det er fint. Vi bliver nødt til at nøjes med lidt i disse dage, fordi vores bagage stadig er i London takket være British Airways. Som så gør sig en lille indsats for at få vores bagage her i Papua Ny Guinea. Men vi er nu i Tari og chancen for at bagagen bliver bragt hertil er nul.
Vi smider hurtigt en kop te, inden vi tager afsted. Vi ved ikke rigtig, hvor vi skal hen, men vi ved, at vi skal spise Mumu, en lokal delikatesse. Det er i hvert fald det, vi antager.
Introduktion til mudderstierne
Stien til dagens landsby starter nær lodgen. Fordi der foregår en krig mellem to familier, kan vi ikke gå for langt ud i ørkenen, fordi vi kan støde på mennesker, vi ikke ønsker at møde. Så vi bliver tæt på hjemmet, men selv det giver et eventyr.
Og det eventyr begynder med vores introduktion til mudderstierne i Papua Ny Guinea. Vi glider ned af en slags bakke, inden vi balancerer på en tynd træstamme, vi skal krydse en stor flod. Så klatrer vi op ad en muddersti for at gå gennem marker. Vi ender ved en hytte på en bakke med udsigt over Tari-floden. En stor flod, hvor vandet er steget betragteligt på grund af mængden af regn de seneste dage. Vi tager altid regn med, så det bliver nok ikke mindre de kommende dage.
Faktisk ville vi krydse floden for at spise Mumu i landsbyen på den anden side. Men på grund af mængden af vand og stærk strøm i floden, beslutter vi os for at lave Mumu ved dette hus. Intet problem for os. Det er hyggeligt og ejerne af jordstykket tager os med og fortæller stolt om deres jord.
Besøger en Huli Wigmen-familie
Jordstykket tilhører to brødre. Deres far, som siger, at han er 120, nyder nu sit 'pension'. En mor er ikke mere. De to brødre er ejere, men søstrene, fra en anden mor, arbejder på jorden. Sammen med nogle grise. Søsteren, Ruth, som arbejder her nu fortæller os, hænder og fødder, hvad hun laver.
Engelsk tales ikke her, så vi er nødt til at stole på tegnsprog. Og det er fint. Jeg forstår, at de dyrker sød kartoffel og broccoli, at grisene er med til at vende jorden, og at de er glade for at have os her.
Efter den lille rundvisning går vi tilbage til sommerhuset på bakken. Her skal vi lave Mumu. En typisk ret fra Papua Ny Guinea, og noget de er meget stolte af. Først opvarmer de sten på bål. Så graver de et hul i jorden. I mellemtiden aflives en kylling, grøntsager og frugter skæres. Her kalder man i øvrigt ikke aflivning af et dyr for "slagtning". "Det er så vestligt", forklarer Thomas os. Her i Papua Ny Guinea kalder man det bare drab, fordi det er det, det er i sidste ende.
Hullet i jorden fyldes først med de opvarmede sten, hvorpå der er bananblade, som maden lægges i. Bananbladene lægges også ovenpå for at beskytte maden godt, efterfulgt af flere varme sten. For at lukke den ordentligt skovles jorden oven på stenene, så maden bliver liggende i mere end 1,5 time.
Familie skændes med machete i hånden
Hos os lidt længere, for lige efter at have forberedt Mumu'en, opstod der en lille uenighed mellem familiemedlemmerne. Det starter i det mindste småt, med nogle råben og skrig. Men snart, til min store glæde, bringes en machete ind. Der er også pinde og familiemedlemmerne begynder at slå hinanden ret hårdt. Macheten bruges hovedsageligt som en trussel, men den ser stadig farlig ud. Jeg bliver flere gange beroliget med “bare rolig, familieproblemer” og store smil fra alle, der ikke er en del af familien. Thomas forsøger at berolige det et antal gange, uden held. Jeg holder mig bare på sikker afstand, for selvom de ikke vil angribe mig, ser det ikke særlig sikkert ud at vinke med machetes. En ulykke er trods alt lige om hjørnet.
De er et eksplosivt folk, og det viser, hvordan dette skænderi pludselig startede. Det ene minut laver vi alle Mumu og det næste svinger vi macheter. Det drejer sig naturligvis også om jordstykker. Den ene har mere end den anden og jalousi spiller en stor rolle.
Og lige så pludseligt som det begyndte, så slutter det pludselig. Mumuen er klar, og det ville være en skam at spilde grøntsagerne og to kyllinger i en meningsløs kamp. Så snart nyder vi alle Mumu igen. Så ingen krig denne gang.
Bananen, der gik i, er udbenet tør, pawpaw (en slags papaya) er lækker, den søde kartoffel er også fantastisk, og kyllingen er bare en smule for tør, men rimeligt gennemførlig. Vi spiser også kødet fra kyllingens ben, som overraskende smager ret godt.
Møde Huli Wigmen
Efter middagen er det tid til spåkonen. Som tidligere skrevet er vi i området af Huli Wigmen. En stamme, jeg har ønsket at se siden 2005, da en nu tidligere kollega af mig tog til Papua Ny Guinea. Og nu hvor vi er her, skal vi endelig møde Huli Wigmen-spåkonen. Huli er den største stamme i landet og er derfor kendt for de parykker, de laver af deres eget hår.
Ud over parykker farver de deres ansigter ved særlige lejligheder med lys gult ler (dette kaldes ambua) og betragtes som helligt. Deres kroppe gør dem okkerrøde. Når de danser, laver de en fugledans under sing-sing. Ikke at forveksle med den frygtelige fugledans, vi er i Holland ved godt. Med denne fugledans efterligner de paradisfuglen.
Huli spåner også. I denne region er der kun en spåkone tilbage, og vi skal møde ham. Han hedder Erebo, og han er pyntet i sit fineste Huli-kostume. Før vi kan komme ind i helligdommen, skal forfædrene først vækkes. Det sker på mindre end et minut. Også vi, altså jeg som kvinde, skal godkendes. Thomas siger, at det bliver fint, jeg er jo turist, og der gælder andre regler for turister.
Spåkonen
Vi går gennem et stykke skov for til sidst at nå frem til en lille lysning mellem alskens smukke grønne træer og planter. I denne lysning står en struktur af træstolper og planker oven på hinanden. Jeg ved ikke, hvad det skal forestille, men når vi går rundt om det ser vi pludselig en række kranier malet gule på række. Det er forfædrene, Thomas fortæller os. Ni generationer af kranier ligger foran os.
Erebo har nu startet ceremonien. Det er en slags sang med ord, der ikke kan forstås. Thomas opfordrer ham af og til til at fortsætte med at synge. Og da han stopper, er det tid for Yuri at stille et spørgsmål. Han vil gerne vide, hvordan fremtiden for hans kærlighedsliv er. Erebo stiller derefter spørgsmålet til sine forfædre. Erebo indikerer, at den person, som Yuri bliver gammel med, muligvis rejser med ham. Måske er hun her. Hvad synes du?
Vi siger farvel til Erebo og går tilbage til lodgen. At hvile, fordi vores næste eventyr inkluderer en lang vandretur dybere ind i junglen. Og da vi stadig har det samme tøj på som under vores fly- og biltur hertil, er det også hyggeligt at hænge dem ud et stykke tid.
Tag med os på et eventyr
Følg os for de vildeste eventyr, overbevisende historier og (for) skøre steder www.mygrations.nl en Instagram. I øjeblikket kører vi en Volkswagen varevogn til Kina på den ældgamle handelsrute; The Silk Road.
Læs også: Information og første introduktion til Papua Ny Guinea
Læs også: Milene og Yuris (alt for) skøre eventyr
