Madagaskar på scooter | Del 4 | Tsiribihina flodkanotur

Hvem får det i hovedet at købe en brugt scooter i hovedstaden Madagaskar at købe? At rejse mere end 4.000 km over denne enorme ø? Ingen før mig havde nogensinde fundet på denne idé. Jeg gjorde det lige og opdagede det rigtige Madagaskar. Rejs med mig til den røde ø og lær baobaberne, lemurerne, kamæleonerne, snehvide strande og frem for alt det gæstfrie madagaskiske: TONGA SOA at kende. I denne del rejser jeg med kano på Tsiribihina-floden. Sammenlignet med de udmattende scooterture er kanoturen på Tsiribihina-floden en yderst afslappet oplevelse.

Læs også:

Indholdsfortegnelse

Forberedelse til kanoturen på Tsiribihina-floden

Gilbert, min guide, er i gården til Hotel Baobab klokken ni. Der har han slået teltet op, som jeg skal overnatte i de næste to nætter. "ATM er fyldt op," siger han.

Teltet til kanoturen er ved at blive testet

I pengeautomaten i Bank of Africa vil jeg hæve 1,2 millioner Ariary (ca. 300 Euro), men automaterne på Madagaskar giver kun maksimalt 40 sedler ad gangen. På Madagaskar er en 10.000 Ariary-seddel den største seddel. Det er omregnet 2,5 Euro. Så jeg skal pin tre gange for at få en kæmpe bunke med 120 pengesedler. (I 2018 blev 20.000 Ariary-sedlen introduceret).

Tilbage på hotel har Baobab Gilbert travlt med proviant til turen. "Eric, kan du betale mig de 600.000 Ariary for turen? Så kan jeg betale for dagligvarerne«.

Bestemmelser til kanoturen på Tsiribihina-floden

Scooteren i kanoen og lad os gå

På bredden af Tsiribihina-floden ser jeg forbløffet på den smalle kano (pirog), der ligger i vandet. 'Og det er der, scooteren skal ind?' "Ja og du, mig, alle provianterne og to padlere. Bare rolig, det hele passer i pirogen.' Fire fyre griber så min scooter og hejser den ind i pirogen. Fem minutter senere er pirogen pakket og klar til at gå.

Kanoen er fuldt lastet til turen på Tsiribihina-floden

Efter en time på floden gør vi et første stop. Jeg er klar til det, for du er hele tiden i samme position. Bare stræk benene. Gilbert opdager en kamæleon på en gren og peger på den. Jeg tager fat i ham med det samme. De to padlere kigger forskrækket op. De forskrækker, når kamæleonen forsøger at bide mig. 'At håndtere en kamæleon er 'fady' for madagaskisk. Fady er tabu. Man ser børn her med kamæleoner, men de holder dem altid på en pind eller gren og aldrig i hånden. Det bringer uheld. Madagaskar er meget overtroisk,' forklarer Gilbert.

'En anden fade er, at folk fra det vestlige Madagaskar ikke peger en finger af noget eller nogen. Hvis man vil pege på noget, så gør man det med hele hånden«.

Den første nat i telt langs Tsirihibina-floden

Sammenlignet med de trættende ture på scooter, er kanoturen en yderst afslappet begivenhed. Nu og da møder vi et par fiskere, en række hytter på bredden og børn, der vinker. For resten kan du nyde roen og udsigten over floden og bakkerne. Vi møder ikke meget trafik på floden. Bare en kano med en skrue Jeg talte.

Hen på aftenen beordrer Gilbert sine to padlere til at binde kanoen på bredden. Et par børn og en hund venter på os der. Gilbert laver bål, og det er praktisk, for det køler hurtigt ned. Omkring bålet spiser vi stegt fisk med ris. Ved nitiden tager jeg afsted til mit telt, mens mine tre ledsagere pakker sig ind i et klæde på sandet.

Morgenmad anden dag af Tsiribihina-flodturen

En lavvandet flod og Anosimpela-vandfaldet

Efter morgenmaden tager jeg en forfriskende dukkert i floden. Så padler vi videre og sidder jævnligt fast i bunden af den lavvandede flod.

Kanoen sidder fast på den anden dag af Tsiribihina-flodturen

Omkring middag lægger vi til ved Anosimpela-vandfaldet. Seks vagter byder mig velkommen. "Salama," hilser de. Gilbert peger mig på gæstebogen, som alle guider, der besøger vandfaldet, skal udfylde og underskrive. Et blik på bogen fortæller mig, at der næsten ikke har været turister de seneste uger.

Nyd de kølige stråler fra Anosimpela-vandfaldet

'Kanoturen er næsten altid kombineret med et besøg i Tsingy. Tsingy kan kun nås fra midten af maj. Før det var vejen oversvømmet mange steder, og selv XNUMXxXNUMX-køretøjer kunne ikke nå Tsingy. Så er der heller ingen interesse for kanoturen«, forklarer Gilbert.

En afslappet dag på Tsiribihina-floden med en overraskende middag

Resten af eftermiddagen sludrer vi stille og roligt videre. De to padlere har lidt arbejde, for strømmen i floden giver fart nok. Efter kridtklipperne nær Anosimpela-vandfaldet er landskabet grønt og ret fladt.

Tsiribihina-floden nær Anosimpela-vandfaldet

Hen mod slutningen af eftermiddagen møder vi en fisker fra en landsby nær Belo-sur-Tsiribihina. Han har fisket i to dage og sover et sted på flodbredden om natten.

Fiskeren har et meget smittende smil. Hver gang han siger noget på malagasisk, brøler han. Selvom jeg ikke aner, hvad han sprøjter ud, kan jeg ikke holde min latter tilbage. “Eric, han spørger, om han kan holde os med selskab i aften. Det synes han er meget behageligt. Til gengæld får vi friskfanget fisk.' "Meget godt," svarer jeg.

Det griner, hyler og brøler rundt om bålet. Fiskeren har fremtryllet en halvanden liters flaske spiritus til dagen. Flasken er meget efterspurgt og skaber en fremragende stemning. Så er det tid til at spise den grillede fisk.

Ved lejrbålet den anden nat på Tsiribihina-turen

Den sidste morgen på Tsiribihina-floden

Stå tidligt op er mottoet. Gilbert har morgenmaden klar klokken syv. Så rydder han op i alle pander og gryder igen, mens fiskeren sætter sig på sin talende stol. Hans humør er fantastisk. I dag planlægger han at vende hjem efter en sidste fisketur. Vi sejler sammen i en halv time. Så siger vi farvel til fiskeren.

Morgenmad på den tredje dag af Tsiribihina-turen

Morgenen starter køligt, men solen tager hurtigt til. Der er ikke meget strøm, og padlerne skal arbejde hårdt. Omkring ti holder vi en pause, og Gilbert formår igen at spotte en smuk kamæleon. Denne gang er den grøn og ikke så aggressiv. "Her har jeg en død græshoppe," siger Gilbert. "Hold den omkring fem centimeter fra hans mund."

"Wow!" udbryder jeg, mens kamæleonen ruller sin lange tunge ud for at sluge græshoppen.

Selskab med en kamæleon i kanoen på Tsiribihina-floden

Klokken elleve er det endelig tid. Den første båd i mere end to dage sejler mod os. "Han henter og bringer landsbyboere og proviant," rapporterer Gilbert. »Det gør de altid opstrøms, for ingen turister rejser fra Belo-sur-Tsiribihina til Miandrivazo. Turister rejser kun nedstrøms.'

Ankomst til Tsaraotana og vandig benzin

Kvart i tre er kanoturen endelig slut. 'Dette er slutpunktet. Herfra er der omkring tredive kilometer til færgen til Belo-sur-Tsiribihina.' 'Hvad?' spørger jeg overrasket. "Jeg troede, vi ville sejle dertil."

Ifølge Gilbert er det altid tilfældet. »Kun motorbåde sejler videre. Kanoerne vender tilbage herfra«. Scooteren hejses ud af kanoen og sættes på kysten. Gilbert hopper på ryggen og eskorterer mig til en kabine, hvor der sælges gas. Vi forlader Tsaraotana med en fuld tank. Desværre er grusvejen næppe farbar og med Gilbert på ryggen går det slet ikke.

Efter en halv times vandring gennem sand og mudder når vi landsbyen Andranomandeha. Der siger jeg farvel til Gilbert, som håber at få et lift mod Belo.

Omkring klokken fem rammer katastrofen. I starten formoder jeg, at der kom for meget støv og mudder ind i scooteren. Ved nærmere eftersyn er der ikke en dråbe benzin tilbage i tanken. Det er umuligt, at jeg kun kan køre femten kilometer med fire liter benzin. (I Belo lærer jeg senere, at der i landsbyerne ofte bliver pillet ved brændstoffet. "De tilføjer en masse vand. Det kan man ikke se.")

Uden benzin på vej til Belo-sur-Tsiribihina

Siden jeg forlod Andranomandeha, har jeg ikke set noget tegn på liv. Jeg er ret langt fra åen og anser derfor chancen for en bebyggelse for lille. Der er ikke andet for det end at skubbe scooteren frem. Det er et meget trættende job. Omkring klokken syv møder jeg endelig en hyrde med en flok zebus.

Han har dårlige nyheder til mig. Den sidste færge sejler klokken otte. »Det er en times gang herfra. Og måske længere, hvis du skal skubbe scooteren«.

Scooteren i en motorbåd mod Belo-sur-Tsiribihina

En fantastisk middag på Mad Zebu

I buldermørket ankommer jeg til floden. Klokken er næsten ni, og den sidste færge gik en time tidligere. Heldigvis er der en motorkano, som er villig til at bringe mig mod et mindre gebyr. Ti minutter senere er jeg i Belo-sur-Tsiribihina. Der tager jeg bo på Hotel du Menabe.

Ejeren spørger straks, om jeg er hos et firma. Da jeg svarer, at jeg er på scooter, begynder hun at grine. 'Utroligt. Men hva'? Du tror ikke, du kan komme til Tsingy på en scooter, gør du? Glem det. Det er virkelig umuligt. Kun lokale guider ved, hvordan man kommer dertil med et terrængående køretøj.'

Jeg beslutter mig for at få en bid mad først. For det er jeg kommet til det rigtige sted i Belo-sur-Tsiribihina. Ifølge Lonely Planet er her den bedste restaurant i hele Madagaskar: Gal Zebu.

Også på Tripadvisor finder jeg begejstrede anmeldelser om 'Mad Zebu'. Fra menuen stavet med kridt vælger jeg en lækker tre-retters menu. Det smager virkelig lækkert og jeg er umiddelbart enig i anmeldelserne.

Tilbage på hotellet finder jeg den. Ejeren fortæller, at der lige er ankommet en ung dame med to guider. 'Hun arbejder for Petit Futé. Det er den franske Lonely Planet.' Jeg arrangerede det inden for fem minutter. I morgen tager jeg afsted med hende og to guider til Bekopaka for at besøge Tsingy.

Læs også: