Vi (Cor og Grietje van NoFear Travel), være med vores Toyota Hilux 4×4 camper rejser ind Afrika. Det afrikanske kontinent er Mekka for 'over land' med mange udfordrende ruter og smukke destinationer. Det første afrikanske land vi besøger på vores rejse til Sydafrika er Marokko, hvor vi ønsker at bestige Toubkal-bjerget (4167 m). I denne artikel fortæller vi dig alt om det.
Om Toubkal
Toubkal er en bjergtop i det sydvestlige Marokko. Med en højde på 4167 m er det det højeste bjerg i Atlasbjergene og fra Marokko. Denne bjergkæde er også det højeste punkt i Nordafrika og den arabiske verden. Bjerget ligger 63 km sydøst for byen Marrakesh, i Toubkal National Park.
Ud til Atlasbjergene
Fra den marokkanske vestkyst kører vi syd for Marrakesh mod bjergene. Fra det tørre landskab, som antager en smule ørkenlignende træk, truer det
Atlasbjergene. Smukke knopper i mange forskellige afskygninger kommer tættere og tættere på.
Det er ved at være sent, så vi leder efter et sted for natten. Vi har læst, at der i en lille landsby er et auberge, hvor man kan spise og overnatte i deres gårdhave. Det virker som et dejligt sted for os.
Ved ankomsten til landsbyen kan vi ikke finde auberge i første omgang. Men vores søgende attitude bliver bemærket af en landsbyboer, der fører os til auberge. Der er ikke langt, men de smalle gader og skarpe sving i kombination med stejle skråninger gør tilgængeligheden til en udfordring. Vi anbefaler derfor ikke at lede efter denne bolig med transportmidler større end 6 meter.
auberge
Der er ingen til stede i auberge, men vi bliver vist rundt af landsbybeboeren. Der er toilet og bruser, hvilket er rart! Senere viser det sig, at bruseren ikke giver noget vand og til squattoilettet forventes det, at man selv medbringer papir. Det er vi heldigvis vant til. Landsbyboeren spørger, om vi vil spise.
Efterhånden begynder vi at indse, at han er mere end blot en, der viser os vejen. Kommunikation er meget vanskelig, der er hans fransk endnu værre end vores. Men forslaget om maden forekommer os at være godt. Vi laver en aftale om at være med klokken syv. Vi sidder i et lokale, hvor han serverer en velsmagende tagine. Nationalretten, denne gang med kylling. Det viser sig, at manden også er kok og tjener... Vi har stadig ikke set ejeren af auberge.
Børn leger
Det har stået klart for os i nogen tid, at børn godt kan lide at søge turisternes opmærksomhed. For dem er vi næsten mærkelige væsner. Straks efter ankomsten ser vi nogle generte ansigter kigge gennem buskene. De er nysgerrige på os. Det er et dejligt skue at se, hvordan de gradvist kommer tættere på.
Når man ser de søde, spørgende og nysgerrige ansigter, er det svært ikke at give dem en slik eller småkage. Vi bukker under for presset og bruger en halv pakke småkager på det. Og så... en vred nabo stikker hovedet rundt om hjørnet, og børnene får dem til at løbe væk. De har lært ikke at genere turister, men denne gang var udfordringen for stor for dem. Om aftenen og næste morgen gentager de legen igen, men vi har lært ikke at gå med mere.
Afgang uden betaling
Efter vores yoghurt morgenmad er det tid til at fortsætte vores rejse mod Toubkal. Men der er ingen at se omkring auberget. Vi vil gerne betale for vores overnatning, middag og drikkepenge for den gode pleje...men til hvem? Der er ingen. Og bare det at indbetale et beløb et sted føles heller ikke godt. Efter at vi havde åbnet alle døre, ringet rundt overalt, ventet og ventet lidt endnu, beslutter vi os for at gå. I landsbyen spørger vi i de forskellige butikker efter landsbyboeren eller eventuelt ejeren, men ingen ved noget. Vi forlader landsbyen med en mærkelig, utilfreds følelse.
Videre til Oukaimeden
Fordi vi gerne vil undgå det turistiske Imlil - som faktisk er udgangspunktet for en gåtur til Toubkal - kører vi til Oukaimeden (2650 m). Vi har læst, at der også er startmuligheder der. Vi søger en guide. Det er obligatorisk at bestige Toubkal med en guide, blandt andet fordi to skandinaviske piger blev dræbt i området.
Leder efter en guide
Vi går ind på en tilfældig restaurant, der ser noget vestlig ud, og vi beder ejeren om en guide. Han går ud og spørger en af "mændene" på gaden. Det varer ikke længe, før det breder sig som en steppebrand, at der er turister, der leder efter en guide. Der ringes og knallerter køres frem og tilbage. Så kommer der en for at fortælle os, at han kender nogen, men denne person taler ikke engelsk.
Den pågældende mand bliver ringet op og taget ud af sit daglige berberliv. Vi har svært ved at kommunikere med ham, men det lykkes os at aftale ruten. Vi vil være på farten i 5 dage, fra i morgen tidlig. Der er også en transportør med hest. Denne luksus betyder, at vi ikke behøver at bære vores egen bagage. Mustafa taler kun berberisk med et strejf af fransk og engelsk. Sammen med vores "hænder og fødder" finder vi ud af det.
Moske
Så skal vi finde et sikkert sted til camperen i omkring 5 dage, det kender han nogen til. Vi parkerer autocamperen i gården nær nogens hus. Lidt senere finder vi ud af, hvem vores naboer er. Moskeen... Det er ikke så slemt, men de bedste muslimer har for vane at kalde til bøn fem gange om dagen.
Nå, hvis du overnatter ved siden af sådan en moské, står du oprejst i din seng klokken 5.30 om morgenen. Heldigvis skal vi være klar til gåturen ved 7-tiden.
Bestigning af Toubkal-bjerget
Den første vandredag
Den første dag går vi ind i bjergene sammen med guiden Moustafa og portøren Omar med sin hest og starter en blid stigning til en col. Herfra har vi en fantastisk udsigt. Vi tager billeder og nyder maksimalt. Kommunikationen med Mustafa og Omar er lidt svær, men de viser sig at være venlige mænd, der gør deres bedste for at blive forstået.
Efter passet passerer vi en landsby ved navn Tamguist, hvor vi spiser en tagine i den eneste lokale restaurant.
Fortsæt derefter gennem berberlandsbyen og se beboernes leve- og levevilkår. Det hele er meget fattigt og berøvet efter vestlige standarder, men vi har det stærke indtryk, at folk har det fantastisk.
Vi klatrer videre til næste col og ser Imlil på den anden side. Nedadgående når vi nogle bebyggelser lige uden for landsbyen. Her passerer vi mange gites, auberges og hoteller. Man kan se på alt, at det er turistet her. Mange turistbusser med en dagstur fra Marrakech er parkeret langs gaden. Vi går gennem hovedgaden og bliver jævnligt kontaktet af sælgere af alle slags varer. Det er vi nu vant til, men man mærker, at det er lidt mere uvenligt her.
Vores overnatningsadresse ligger heldigvis langt uden for Imlil ved en lille hyggelig gite. Efter vi er kommet ind på vores værelse, strækker vi os ud på sengen og nyder freden et stykke tid. Efter 20 kilometer og 2100 m op- og nedstigning har vi gjort os fortjent til den hvile.
Fra Imlil til refugium les Mouflons
Efter en lækker marokkansk morgenmad (med mandelost, jordnøddesmør lavet af mandler) tager vi af sted i retning af refugiet les Mouflons, udgangspunktet for stigningen til toppen.
En politikontrol følger snart. Guiden skal vise, at han har ret ved hjælp af sin billet, og vi skal vise vores pas. Efter dette tjek møder vi flere og flere vandrere. Og portører med heste og æsler, en masse ting bliver fejet frem og tilbage.
Stien stiger langsomt, men sikkert. Vi oplever det ikke som en sej gåtur, selvom stigningen er omkring 1400 meter. På vejen passerer vi et hold hårde arbejdere, der jævner stien, lægger tykke sten til side og river alt op. Hårdt arbejde, hatten af!
Solopgang på Toubkal
Tilflugtsstedet les Mouflons (3207 m) viser sig at være en moderne, luksuriøs bjerghytte. Der er et udvalg af sovesale og endda private værelser. Morgenmad, frokost og aftensmad serveres af det venlige personale.
Vi aftaler med vores guide at gå tidligt næste dag, halv fire. Vi går derefter til toppen i mørket og kan beundre solopgangen. Vi går tidligt i seng for at stå tidligt op i morgen.
Det sidste stykke
Da alarmen går klokken tre er der allerede noget larm i hytten. Der er flere mennesker, der tilsyneladende ønsker at bestige Toubkal på dette tidspunkt. Der er ingen belysning i kabinen bortset fra enkelte nødlys. Strømbesparende! Heldigvis har vi vores pandelamper med, som vi skal bruge under stigningen.
Efter en simpel morgenmad møder vi Mustafa og vi træder ind i den mørke nat. Med pandelamperne kan vi i det mindste se, hvor vi skal sætte fødderne. Den stejle sti viser sig at være mindre let end gårsdagens stigning. Løse sten ruller jævnligt under vores fødder. Efter cirka to en halv times klatring kommer der forsigtigt lidt lys bagfra bjergtoppene. Fortsæt et stykke tid.
Vi er på forhånd blevet informeret om højdesyge og selvfølgelig den tynde luft, så snart du kommer højere op. Men det er ikke så slemt, højst accelereret vejrtrækning, men det kan også skyldes anstrengelsen.
Da vi når toppen, går et adrenalinsus gennem os: VI GJORDE DET!
Vi gør vores kamera klar og nu må vi vente på det magiske øjeblik, det øjeblik hvor solen indvarsler en ny dag. I vores entusiasme tager vi mange billeder.
flystyrt
Efter at vi er kommet os over den vidunderlige oplevelse, er det tid til at starte nedstigningen. Langt de fleste mennesker går samme vej ned. Men Mustafa, vores guide har længe indset, at vi foretrækker at gå væk fra alfarvej og er på eventyr, så vi tager en alternativ rute. Efter en halv time kommer vi tæt på en lidt lavere bjergtop. Mustafa tager os med ovenpå, og det, vi ser der, undrer os virkelig. På toppen af den skarpe bjergtop er der en flymotor.
Helt snoet aluminium, men tydeligt synligt hvad det var. Efterhånden bliver historien om et flystyrt klar for os. Her er sket en kæmpe ulykke. Mustafa forsøger at forklare os, hvad der skete her. Men det er ret kompliceret, hvis man har svært ved at forstå hinanden.
Senere fandt vi ud af, at et firemotors propelfly styrtede ned her i november 69. I første omgang vidste man kun, at flyet var forsvundet fra radaren, men det var ikke sporbart. Det var først i juli 70, at bjergbestigere fandt vraget i det ugæstfrie område.
Militærflyet var på vej fra Faro, Portugal til Sao Tombe, med ammunition og otte personer. Vraget er spredt over et enormt område, da sammenstødet mod bjergtoppen brækkede flyet i to, og vraget faldt på begge sider. På vores nedstigning støder vi på mange flere vragdele inklusive en anden motor.
Uhyggeligt fund
Fire af de otte lig er blevet fundet og begravet på stedet. Hvad skete der med de andre fire...ufindelige? Begravet i bjergene betyder at dække kroppene med et par store sten. Intet navneskilt, intet andet. Nu, mere end 50 år senere, kunne vi se de menneskelige rester af de døde mellem stenene. Dele af ikke-forfaldne beklædningsgenstande var også synlige. Et uhyggeligt fund.
Vi havde brug for den sidste del på vej tilbage til refugiet for at behandle et par ting.
Tilbage til Imlil
I refugiet drikker vi en kop te, pakker vores kufferter og tager af sted til den 1400 meter lange nedkørsel tilbage til Imlil. At gå ned alene virker let, men det er en dømmekraft, som vi oplever oftere og oftere. Til sidst steg vi omkring 4 meter og ned 1100 meter fra klokken 2400 om morgenen. Som en pose salt ploppede vi på vores senge i den gite, hvor vi boede den første nat.
Den fjerde dag
Næste dag tager Mustafa, Omar, hesten og vi af sted til en tur på omkring 13 kilometer for at erobre to coltjes. Det er en anden rute langt væk fra alfarvej, hvor vi nyder det bjergrige miljø og passerer en række berberlandsbyer.
At bivække så tæt på berberbefolkningen i lidt længere tid giver os et fantastisk indblik i deres liv. Landsbyerne ser absolut lurvede og forhistoriske ud udefra. Masser af skrammel, ingen brostensbelagte gader, ufærdige bygninger, der bare er firkantede, lige hvad end du støder på. (Der er ikke tale om nogen rund form)
Men når man kommer ind, er det nogle gange overraskende moderne.
Videre til gite Gliz
Så stiger vi videre til næste pas, da det begynder at tordne. Vi tager vores regnfrakker på og fortsætter vores vej. Over colen skifter landskabet til røde sten med større træer. På den anden side af dalen ser vi en lille bebyggelse, hvor vores gite også ligger. Den sidste del skal vi forcere hårdt for at nå.
Ved ankomsten bliver vi straks henvist til værelset og er overrasket over luksusen. En rummelig bruser, toiletpapir, håndklæder og en redt seng er de særlige funktioner.
Efter et forfriskende brusebad går vi til frokost og får en salat med spejlæg. På altanen har vi en fantastisk udsigt. Vi nyder den stormfulde himmel mod bjergtoppene.
Senere under middagen bliver vi igen forkælet med en smuk solnedgang og kan ikke lade være med at tage et par billeder mere.
Den sidste dag
Vi får serveret en lækker morgenmad og afregner med Hassan, hotelejeren. I overnatningsregistret ser vi, at de sidste gæster har været her i juni. Og før det gæster i begyndelsen af 2020, før corona. Hvordan er det muligt, at en så smuk ejendom ikke har en større belægning? Nå, senere indser vi, hvor fjerntliggende disse huse er bygget. Ingen kan lide dette! Der er virkelig ikke noget at gøre udover at gå.
Vi tager af sted kl. 9 via den eneste adgangsvej. Vi skal op omkring 600 meter, og vejen er let for vandrere. Ydermere kan kun 4×4 køretøjer passere. Der er absolut ikke tale om en taxa eller bus. Beboerne er derfor afhængige af hest eller æsel. Vi indser igen, hvor afsides landsbyen er, og hvad det betyder for beboerne.
Vi fortsætter og ankommer til col, hvor vi har et smukt overblik over området. Her ser vi, at en bjergtop ved siden af Toubkal er dækket af sne. Sæsonens første sne. Så i går under tordenvejret efterlod en sky den første sne. Det er langt væk, men det lykkes os at tage et billede af det.
Så fortsætter vi til camperen, men på vejen er vi stadig inviteret til en traditionel te med en ven af Mustafa.
Her går vi på toilettet. En super lille stand, med hul i jorden. Meget primitivt, men sjovt at opleve. Efter te med kiks, oliebollen, brød, olivenolie og honning går vi hen til camperen. For at toppe det hele inviterer Mustafa os til at spise middag med ham om aftenen.
Spise med en berberfamilie
Vi aner ikke, hvordan Mustafa bor, men om eftermiddagen pegede han i retning af landsbyen, hvor de mest traditionelle strukturer ligger. Klokken syv henter han os, og vi går til hans hus. Han viser stolt sine ejendele frem. En struktur med skæve vægge og en indgangsdør lavet af zinktag, der afslører, at vi ikke har med arkitektur at gøre.
Vi kommer ind i den del, hvor de 20 geder og en flok høns også har deres overnatningssted og vi møder den 18-årige søn, der har tilbragt hele dagen med gederne i bjergene.
Så går vi gennem endnu en lille dør og kommer ind i køkkenet, hvor Mustafas venlige kone fylder det lille rum. Så videre til værelset, der også er soveværelse. 3×4 betonkabinen er beklædt med nogle tæpper og puder. Ingen stole, kun et lille bord. Der er ingen elektrisk belysning i rummet, og det lille lys kommer fra en gasflamme.
Læs også: Rejseplan til Marokko om 2, 3 eller 4 uger | Alle must-see og rejsetips
Vi slår os ned på kludene rundt om bordet og får straks te. Traditionelt ledsaget af mange kiks og slik. Vi kan kommunikere lidt med Mustafa men slet ikke med sønnen og konen. De taler kun berberisk.
Efter teen overraskes vi med en skål fuld af couscous, grøntsager og gedekød. En ske til hver og så lækker hyggespisning fra skålen sammen.
Selvom vi ikke kan kommunikere med sønnen og konen, er det stadig hyggeligt, og vi nyder en unik stund med meget venlige og dejlige mennesker.
Efter couscousen får vi noget melon og vi siger farvel. Mustafa tager os tilbage til autocamperen gennem buldermørket.
