Overlanding i Gabon | NoFear Travel i Afrika (18)

Vi (Cor og Grietje van NoFear Travel), rejse med vores Toyota Hilux 4×4 camper dør Afrika. Det afrikanske kontinent er Mekka for 'over land' med mange udfordrende ruter og smukke destinationer. Det første afrikanske land vi besøgte under vores rejse til Sydafrika er til stede Marokko, efterfulgt af Mauretanien, senegal, Guinea, Sierra Leone, liberia, Elfenbenskysten en Ghana. Efter et mellemlanding i Holland fortsætter vi vores landrejse gennem Afrika. Vi kørte videre Togo, Benin, Nigeria, Cameroun og er nu ankommet til Gabon. Du kan læse alt om det i denne artikel.

Begynd som sædvanlig at se videoen igen. Dette er kortere end du er vant til fra os, men det har vi vores grunde til (kan læses i artiklen...).

Om Gabon

Gabon er en fransk eks-koloni og med hensyn til velstand overstiger den en række andre vest- og centralafrikanske lande. Landet er tyndt befolket og omkring 80% af den samlede befolkning bor i byen. Det er Port Gentil, Franceville og hovedstaden Libreville. Omkring 2 millioner mennesker bor i et område, der er cirka 8 gange så stort som Holland. Vidunderligt, hvis du kan lide fjerntliggende, tyndt befolkede områder! Fun fact er, at Gabon ligger på ækvator.

• Tropisk regnskov: Ved at passere Gabon er vi nu på den sydlige halvkugle. 80% af landet består af tropisk regnskov. Udover olieproduktion fældes en enorm mængde tropisk hårdttræ. Vi har fået at vide, at det sker moderat, så regnskovene her ikke forsvinder permanent. Desuden er det lovligt fastslået, at ingen uforarbejdede træstammer må forlade landet, således at beskæftigelsen i landets træindustri opretholdes.
• Libreville: The hovedstaden Libreville ser meget vestlig ud med store (internationale) virksomheder, rene gader og travle indkøbscentre. Det er lidt mindre velstående i forstæderne, men vi har set meget værre. Folk er godt klædt på, og der kører meget større biler rundt.
• Coupéen i august 2023: Vi var tæt på at have det Gabon skal fjernes fra vores rejseplan. Efter valget i slutningen af ​​august var oppositionen ikke enig i resultaterne. Hæren gennemførte et kup, overtog landets ledelse og udnævnte en ny præsident. For ikke at sætte gang i urolighederne yderligere, blev grænserne lukket og internettet sat ud af funktion. Efter et par dages venten i Yaoundé, Cameroun, blev grænserne åbnet igen, og internettet blev genoprettet. Landet havde overlevet et kup uden blodsudgydelser. Det gav os selvtillid! Vi glædede os rigtig meget på grund af de mange positive historier, vi havde hørt.

Vores oplevelser i Gabon

Grænseovergang Cameroun – Gabon

Stemplingen på den Camerounske side gik nogenlunde glat. Efter at have krydset grænsefloden fik vi nemt vores CDP-stempel på den gabonesiske side. Men da vi bad den gabonesiske immigrationstjeneste om et stempel i vores pas, blev det afvist, fordi vi ikke har et visum. Vi var sikre på, at et visum ikke var påkrævet til G20-lande. Dette omfatter EU og dermed Holland. Men ifølge betjentene var Holland ikke med i EU!

Visum problemer

Efter at have ringet til deres chef, fastholdt de denne holdning og rådede os til at tage 200 kilometer tilbage til Yaoundé for at få et visum der.

En latterlig situation!

Vi laver en kop kaffe i autocamperen for at tænke over sagen. Efter nogen tid blev de tilsyneladende trætte af os og tillod os til sidst at fortsætte. Vi skal til den næste landsby Bitam, omkring 25 kilometer inde i landet for at få stemplet på immigrationskontoret.

Her møder vi en frygtelig uvenlig medarbejder, der mener, at Holland ikke er med i EU, og at vi derfor ikke kan få et stempel.

Lidt fortvivlet over den tilsyneladende modvilje leder vi efter en SIM-kortsælger. Vi forsøger at vise på vores telefon via internettet, at der på Gambones indenrigsministeriums hjemmeside står, at Holland er et af de fritagne lande og derfor ikke har visumpligt.

Det hjælper ikke, på trods af den klare forklaring på hjemmesiden fortsætter han med at afvise. For at understrege sin mærkelige opførsel endnu mere tilbyder han at købe et visum til 60,00 euro pr. Yderst mærkeligt. Vi ved ikke, hvad vi skal gøre mere, og af frustration tager vi et billede af ham. Det kan han ikke lide, så han ringer til sin chef.

Dette kommer hurtigt og efter en kort forklaring modtager vi stadig stemplerne fra kokken på betingelse af at vi fjerner billederne.

Den ubehagelige situation varede omkring 3 timer. Vi forestillede os en bedre start på Gabon. Men hurtigt glemt....

Vi kører videre ad en smuk vej gennem den tætte jungle og finder et sted på en åben strækning, hvor vi kun hører fugle og græshopper.

På vej mod øst, Makokou 

Efter at vi har hvilet os lidt, fortsætter vi vores vej cirka 400 kilometer mod øst, Makokou. Først en smuk asfalteret vej, de sidste 100 kilometer en grusvej. En del seriøse kontrolposter undervejs. Forretningsmæssig og ikke særlig venlig. Vores mål er Makokou, hvorfra der er muligheder for at lave en jungletur med kano, der ender ved et af de smukkeste vandfald i det centrale Afrika, Kongou.

Spændt situation og anholdelse

Men cirka 10 kilometer før Makokou bliver vi stoppet af gendarmeriet. De tjekker alt ret uvenligt. Så vil en betjent ind på passagersædet med Grietje og derefter køre til kontoret i Makokou. Vi finder det upassende at sidde sammen på et enkelt passagersæde. Det afviser vi, hvilket skaber en anspændt situation.

Senere ankommer endnu en bil, og betjenten stiger ind. Vi skal følge med.

På kontoret i Makokou bliver alt grundigt tjekket og fotograferet igen af ​​flere personer. Passene kopieres og undersøges flere gange. Flere og flere officielle folk kommer med flere og flere spørgsmål. Der er en uvenlig atmosfære. Man kan ikke se på herrerne, hvem eller hvad de er, de fleste har hjemmesko med T-shirt og joggingbukser på.

Det ser ud til, at mændene er irriterede over, at vi ikke behersker det franske sprog bedre, selvom vi prøver. De har næsten ikke hørt om engelsk her. Der er meget snak, men det er fuldstændig uklart, hvem der egentlig har ansvaret.

I sidste ende forstår vi, at vi er nødt til at forlade området så hurtigt som muligt, fordi alt er farligt på grund af det nylige kup. Vi skal – eventuelt med eskorte – til hovedstaden Libreville, hvor vi vil modtage nye instruktioner.

Obersten og immigrationskontoret

Lidt senere ændrer situationen sig, da en mand i træningsdragt ankommer og præsenterer sig selv som "oberst". Og ja, alle springer til opmærksomhed.

Han fortæller os, at vi er nødt til at gå til immigrationskontoret for at få yderligere instruktioner. Vi kører dertil under eskorte. Her mød en venlig officer…. En, der byder os velkommen og ikke nærmer os os som kriminelle. Han laver kopier af vores pas og fortæller os, at vi kan bevæge os frit gennem landet. Vi skal dog overholde udgangsforbuddet mellem 18.00:06.00 og XNUMX:XNUMX. Han tilbyder os et overnatningssted lige ved siden af ​​det bevogtede immigrationskontor. På trods af denne venlige gestus indser vi, hvordan landet er i fuldstændig uorden (måske på grund af kuppet), og hvordan gendarmeriet og politiet er fuldstændig forvirrede. Senere vil vi bedre forstå forskellene mellem det fjerntliggende øst og det befolkede vest for landet.

bemærkning: Vi er nu i kontakt med en pensioneret oberst fra den franske hær, som kører nogenlunde samme rute som os. Vi har planer om at lave flodturen sammen for at reducere omkostningerne. Vi forstår, at han også er blevet anholdt. Vi formoder, at vores anholdelse er relateret til vores kontakt med denne franskmand. Dette er aldrig blevet bekræftet.

Videre til jungleturen...ender med eskorte

Vi er nu i kontakt med guiden for flodturen til vandfaldene og aftaler at starte næste dag på en to-dages tur med en overnatning i junglen. Vi glæder os!

Men inden immigrationsbetjenten afleverer vores pas, siger han "et øjeblik" og skynder sig væk i sin bil.

Der går næsten halvanden time, før han vender tilbage, sammen med en delegation på 9! uniformerede mennesker, det ser meget officielt ud. Ved et stort mødebord får vi at vide, at vi skal forlade landet hurtigst muligt. Helt uklart hvorfor, men vi får en eskorte til den nærmeste grænse til Congo. Folk mumler noget om det seneste kup, men giver ingen klar grund. Der er ingen forhandling mulig, det er klart.

Vi er meget skuffede, fordi vores besøg i Gabon reelt slutter her. Eskorten varer tre dage, og vi skal krydse grænsen nær Lekoni i den østlige del af landet.

I konvoj til Okondja (260 km)

Samme eftermiddag tager vi afsted sammen med Bruno, franskmanden. Der er en bil foran, som vi skal følge efter. Mændene er bevæbnede, men ellers ret venlige. Vi beder om at holde lidt afstand på de støvede grusveje og beder om ikke at køre i mørke.

Vi overnatter i en landsby på en fodboldbane. Næste dag tager vi tidligt afsted igen for at ankomme til Okondja omkring kl.

Undervejs er stemningen venlig, og vi tager endda nogle billeder.

In Okondja vi vil blive overført til en anden region, som så vil eskortere os videre.

Møde i Okondja

Gendarmeriets kontor i Okondja ligger i en slags lukket kompleks. Efter ankomst indkaldes til møde med 11 delvist uniformerede deltagere. Vi mangler kendskab til fransk her, og der er ingen, der taler engelsk. Vi bemærker, at Bruno også oversætter lidt på sin egen måde.

Men i sidste ende er der ingen plan, vi får ikke at vide noget om årsagen til anholdelsen eller det videre forløb.

Kontakt med den hollandske ambassade

Vi trækker os tilbage til autocamperen og forsøger at kontakte den hollandske ambassade, men de ringer ikke tilbage endnu.

Tiden går, det bliver mørkt og vi må ikke forlade stedet.

Omkring klokken 21.00 henvender en gruppe "betjente" i afslappet tøj sig til os. De er tydeligt fulde. De beder om pas, som de vil lave en anden kopi af. Vi nægter at give vores pas til disse berusede mænd. De truer med at punktere vores dæk. Heldigvis kan vi dæmpe situationen lidt, hvorefter de forsvinder. Senere hører vi, at de også alvorligt chikanerede Bruno.

Aggressiv atmosfære

Næste morgen venter vi på, hvad der kommer. Omkring klokken 10 samles flere og flere "betjente" omkring os. Inklusiv de samme fulde mænd som i aftes. Stemningen er aggressiv.

På et tidspunkt fortæller de os, at vi skal forlade stedet med det samme. Men hvor skal vi tage hen? Hvem er chefen her?

Vi har endnu ikke fået et endeligt svar om det videre forløb og har endnu ikke haft kontakt til ambassaden. Vi tilkendegiver, at vi er villige til at vente på dette.

Så siger nogen "kraft", og de begynder at smide vores borde og stole ind i autocamperen. Som bevis forsøger vi at tage et billede af denne handling. Cor bliver herefter ramt i ansigtet og Grietje tvinges til jorden i en hovedlås.

I stor panik pakker vi vores sidste ting og flygter fra pladsen i autocamperen.

Men hvor hen? Vi beslutter os for først at købe noget brød og vand i landsbyen. De fulgte efter os med to biler og spærrede os foran og bagved, så vi ikke kunne gå i nogen retning.

Efter nogen tid trykker nogen en telefon i vores hænder. Vi har en engelsktalende oberst i telefonen, som fortæller os, at vi skal tilbage til ejendommen, og han kommer for at arrangere alt.

Efter 4 timers venten ankommer han. Manden har en høj stilling, han lader sig køre i en stor, tonet bil og flaget sænkes.

Han fortæller os, at en konvoj til hovedstaden Libreville (710 kilometer) er ved at blive organiseret sammen med franskmanden, og han vil straks tage afsted.

I konvoj til Libreville

Konvojen består af fire biler. Den forreste rytter, os, Bruno og en bagerst. De knap så venlige tilsynsførende er syv af dem, hvoraf fire er bevæbnede. Den samlede tur tager omkring 4 timer, fordelt over 22 dage, og vi skal hovedsageligt håndtere meget dårlige grusveje.

Den første morgen, efter fire timers kørsel, stopper vi i en landsby ved en cafe, hvor herrerne drikker øl ved 10-tiden om morgenen på grund af kaffemangel. Dette er det eneste stop bortset fra en selvarrangeret badeværelsespause.

Det sidste stykke til Libreville forbedres vejene, og vi ankommer omkring kl.

Forhør i Libreville

Vi bliver sat af ved "Bureau des Recherches". Efter lang ventetid bliver vi adskilt og afhørt hver for sig. Det hele er meget primitivt. Spørgsmålene har lidt substans. Vi bliver dog spurgt direkte, om vi er spioner. Der vil blive udarbejdet en erklæring, som vi skal underskrive. Folk her er ret venlige og giver indtryk af, at sagen er afsluttet. Vi skal bare besøge immigrationskontoret for nogle administrative sager. Igen i konvoj går vi til immigrationskontoret.

Hvad der virkede som en afgjort sag, viser sig at være en fejlfortolkning af virkeligheden! På immigrationskontoret bliver vi "hilst velkommen" af den kvindelige oberst. En der opfører sig pænt, men ikke er det!

Returner telefoner, bærbare computere, pas og bilnøgler

Hun fortæller, at der skal laves nogle flere undersøgelser. Vi kan overnatte på den bevogtede plads foran bygningen. Vi skal stå på den side, hvor vi er i fuld belysning, så de kan holde godt øje med os om natten. Vi skal aflevere vores ejendele såsom kameraer, telefoner, bærbare computere, pas og bilnøgler.

Fuldstændig nødlidende, uden at vide, hvad der vil ske, sover vi dårligt.

Næste morgen sker der intet. Vores følelser løber højt, og vi spørger obersten, hvad der foregår, hvorfor vi er her, og hvad planen er. Det eneste svar er, at vi får et interview samme eftermiddag.

Interviewet har lidt substans. Det tager lang tid at indtaste alt på en computer. 

Vi er nu også i kontakt med den hollandske konsul for Gabon, og hun besøger os. Hun tjekker dokumentet, og vi underskriver det.

I varetægtsfængsling

Konsulen har heller ingen svar på spørgsmålet om, hvorfor vi er her. Ifølge hende er vi ikke officielt anholdt, men i en slags varetægtsfængsling, mens efterforskningen pågår.

De efterfølgende dage sker der ikke noget, det er for det meste bare at vente. Vi bliver passet godt på, når det kommer til mad og drikke. Vi får udleveret en spand, som vi kan bruge til at bruse under politiets opsyn. Vi har lidt underholdning, dagene er lange. Vi skal tigge om at få lov til at bruge vores telefon til at ringe til vores børn, mens de ser på og hurtigt synes, det tager for lang tid.

Der er også en slags asylansøgercenter på pladsen, hvor hovedsageligt unge mænd fra omkringliggende lande venter på opholdsstatus. De er også nøje bevogtet.

Næstsidste dag før vores afgang ankommer en gruppe på 9 "fuglekiggere", som også er blevet anholdt i den østlige del af landet. De får mere eller mindre samme behandling. Så vi er ikke de eneste.

Der sker først intet fredag ​​den 22. september, selvom weekenden er lige om hjørnet. Skal vi også blive her i weekenden?

Forlader ejendommen uden pas

Klokken 17.00 råber obersten over pladsen og beder os komme ind. Hun fortæller os, at hun skal forlade stedet med det samme. Vi får alle vores ting tilbage, undtagen vores pas. Vi får at vide, at dette formentlig vil blive annonceret i næste uge.

Vi finder først et hotel og senere en lejlighed i den nordlige del af byen, hvor vi bor i yderligere 5 dage med blandede følelser. Ja, vi er glade for vores større boligmiljø, men uden pas kan vi ikke gøre meget. Desuden ved vi stadig ikke, hvorfor vi er her.

Frihed igen efter 14 dage

Onsdag morgen kommer endelig det forløsende telefonopkald fra konsulen: vi kan hente vores pas efter 14 dage! Det anbefales at gå med konsulen, fordi vores bil ville være for prangende. Ingen anelse om hvorfor. Vi er nysgerrige efter yderligere instruktioner, men nej, vi får vores pas uden nogen forklaring. Så kom ud!

På vej tilbage til vores autocamper har vi endnu en samtale med konsulen. Hun beder blandt andet om ikke at offentliggøre vores historie offentligt. Vi spørger hende "hvorfor". Hun giver et uklart, forvirret svar, men bundlinjen er, at hun mener, at landet ikke skal tage skade. Vi har mistanke om sammenflettede forretnings-/diplomatiske interesser, hvor hun også er et bindeled. Vores konsul er medejer af et stort gabonesisk firma og kan godt lide at opretholde gode kontakter med den gabonesiske regering. Vi føler os som en brik i noget meget større!

Ser tilbage

Når vi ser tilbage på hele historien, står det store spørgsmål tilbage: Hvorfor? Vi kan kun gætte.

Som eventyrlystne rejsende tager vi altid højde for forskellige scenarier for mulig fare. Kun vi ikke havde tænkt på denne mulighed! Vi har lært livslektioner igen, oplevet tæt på, hvordan det føles at sidde fast, ikke længere fri. At leve i et land, hvor gendarmerne beruset kaster borde og stole og ikke tøver med at slå uskyldige mennesker. Vi lærte, hvordan politiske/diplomatiske spil flettes sammen med ambassadørers og konsulers forretningsinteresser.

Hvad nu

Efter de seneste 14 dages oplevelser er det svært for os at komme ind i vores rytme i starten. Vil vi stadig blive i dette land, spørger vi os selv.

Vi vil gerne se de nationalparker, vi har hørt så meget om. Desuden vil vi gerne have et positivt indtryk af Gabon, ligesom de 17 afrikanske lande, vi har besøgt før.

Vi beslutter os derfor for at tage til den sydvestlige del af landet, hvor NP Loango ligger. Her kunne vi blandt andet spotte elefanter og gorillaer.

Men da vi hørte prisen på mere end 400,00 per person per nat i et jungletelt, opgav vi denne idé. 

Positiv slutning

På en afsidesliggende vej i den sydvestlige del af landet drikker vi en kop kaffe på en sten nær en lille dam. En ældre dame med et venligt ansigt kommer forbi, og vi får en snak. Hun er tydeligvis glad, og vi har en hyggelig snak med vores "petit peut Francais".

Hun fortæller om de mange elefanter, der bor her og spiser hendes bananer i plantagen. Hun forsøger så at jage dem væk med lyssignaler.

Hun fortæller også, at der er mange fisk i søen længere væk, og at hun jævnligt spiser krokodillekød, der også lever i samme sø.

Vi giver hende en oliebol og hun trasker videre med en tung kurv på ryggen.

Vi afslutter vores besøg i Gabon, og håber især at kunne mindes denne kloge gabonesiske dame, når vi – gamle som grå – selv læser vores rejsehistorier.