Madagaskar på scooter | Del 9 | Malaimbandy – Antsirabe – Ambositra (450 km)

Hvem får det i hovedet at købe en brugt scooter i hovedstaden Madagaskar at købe? At rejse mere end 4.000 km over denne enorme ø? Ingen før mig havde nogensinde fundet på denne idé. Jeg gjorde det lige og opdagede det rigtige Madagaskar. Rejs med mig til den røde ø og lær baobaberne, lemurerne, kamæleonerne, snehvide strande og frem for alt det gæstfrie madagaskiske: TONGA SOA at kende.

Læs også:

• Madagaskar på scooter | Del 1 | Antananarivo (Tana) – introduktion
• Madagaskar på scooter | Del 2 | Antananarivo (Tana) – Antsirabe (175 km)
• Madagaskar på scooter | Del 3 | Antsirabe – Miandrivazo (220 km)
• Madagaskar på scooter | Del 4 | Tsiribihina flodkanotur – Belo-sur-Tsiribihina
• Madagaskar på scooter | Del 5 | Udflugt + Bådtur i Bekopaka og Tsingy
• Madagaskar på scooter | Del 6 | Belo-sur-Tsiribihina – Kirindy Village (60 km)
• Madagaskar på scooter | Del 7 | Find baobab og Kimony Resort
• Madagaskar på scooter | Del 8 | Morondava – Malaimbandy (155 km)
• Madagaskar på scooter | Del 9 | Malaimbandy – Antsirabe – Ambositra (450 km)

Fortsættelse af scootertur: Malaimbandy – Antsirabe

Uden en plan til Miandrivazo

Du kan planlægge hvad som helst, men er det så klogt på Madagaskar? Bare gå og se, hvor skibet strander. Efter mere end to uger er det den bedste plan. Hver dag er fuld af overraskelser, der simpelthen ikke kan planlægges. Jeg har opgivet at lave planer. Jeg kører og ser, hvor skibet eller i mit tilfælde scooteren strander...

Pludselig er jeg tilbage på en perfekt asfaltvej på 115 kilometer fra Malaimbandy til Miandrivazo. Mine medtrafikanter er som altid et farverigt selskab af vandrere, zebu-vogne, hyrder og i ny og næ en bil eller taxibrousse (minibus). Jeg stopper to gange for at strække benene og for eksempel overrasker en klasse fyldt med flittige børn med mit nærvær.

I Miandrivazos varme

Omkring middag ankommer jeg til Miandrivazo. Det er præcis en uge siden, jeg rejste herfra for en XNUMX-dages kanotur på Tsiribihina-floden. Nu lægger jeg også mærke til, hvorfor Miandrivazo er et af de varmeste steder på Madagaskar. Byen med omkring 100.000 indbyggere ligger inde i landet og kun hundrede meter over havets overflade. Der er ikke et pust af vind, og temperaturen er et godt stykke over tredive grader celsius. Det er på høje tid til en omfattende frokost i skyggen.

Ved en juicevogn langs vejen slukker jeg først min tørst med tre kopper appelsinjuice under stor lokal interesse. Så går jeg på restaurant med smukke vægmalerier.

Afslappende tur fra Miandrivazo til Antsirabe

Omkring en time starter jeg den mere end 220 kilometer lange tur fra Miandrivazo til Antsirabe. Jeg kender nu vejens tilstand fra vejen dertil. Vejbelægningen på de første tredive kilometer er nogle steder rigtig dårlig. De værste steder er drenge med spar. På udrejsen lod de som om de havde meget travlt med at lukke alle hullerne i vejbanen. Denne gang undlader de det. "Vaza," råber de. "Vi vil have chokolade!"

Jeg tager en ny pose fuld af slikkepinde frem og giver hannerne en håndfuld hver. "Tak beaucoup!" er deres svar.

Jeg nyder faktisk at køre på en vej, som jeg allerede har kørt én gang. Det er meget mere afslappende, når man ved, hvad der kommer. Nu kan jeg nyde det smukke landskab og de altid venlige mennesker i min fritid. En flok køer eller geder på vejen, endnu en tætpakket minibus og fartbumpene, der annoncerer ankomsten af ​​en landsby eller bebyggelse. Jeg gider det overhovedet ikke. Det er hvad jeg gør det for. Ren frihed.

Landsbyerne følger hinanden hver så mange kilometer. Aktiviteten tager til som eftermiddagen skrider frem. Det er næsten altid kvinderne, der udfører mest manuelt arbejde. Hendes husbond foretrækker at se i skyggen.

Tankning på Madagaskar er fortsat en udfordring

Klokken halv fire er det tid til at fylde tanken. Det nytter ikke at forsøge at nå frem til den eneste tankstation på denne 220 km lange vej. Det er ikke så meget, fordi benzinen er billigere der. Jeg har det fint med at betale lidt mere til en landsbyboer, der prøver at tjene nogle ekstra penge på at sælge gas på flaske. Men jeg er desværre blevet røbet to gange med vandig benzin.

Tanken er næsten tom, og jeg har stadig mere end 70 kilometer tilbage. I Mandoto har jeg tanken fyldt op med vandflasker fyldt med benzin. "Der er ikke vand i den, vel?" Jeg spørger. 'Hvad? Vand i benzinen? Hvor gør de det? Jeg er ikke kriminel«. Jeg fortæller, at jeg har oplevet det to gange nu i Kirindy-området. 'Det er meget slemt. Jeg gør ikke det. Se!' Hun viser mig en lukket jerrydåse fuld af benzin. Det fylder jeg de tomme vandflasker med. Jeg sælger benzin og ikke vand«.

Jeg melder mig så til en ubemandet grøntsags- og frugtbod. Sælgeren er lidt længere væk og snapper en ugle. Jeg tager nogle mandariner og appelsiner og viser dem til hende. "2.000 Ariary (50 cents)," siger hun søvnigt. Jeg lagde en 2.000 Ariary-seddel i standen.

Tiden er fløjet og i dagens sidste solstråler ledes køerne tilbage til deres stalde. Denne gang er jeg til tiden. Jeg rider afslappet mod solnedgangen og min endelige destination for i dag, Antsirabe.

Three Horses Beer (THB) på hotel le Trianon

Det er blevet tid til en velfortjent fadøl fra firmaet Three Horses Beer (THB) på hotel le Trianon. Gensynet med personalet på hotel le Trianon i Antsirabe er meget hjerteligt. "Eric, vi er meget glade for at se dig i ét stykke," siger receptionisten. 'Hvad har du oplevet på din scooter?'

Selv baren og restauranten vil blive åbnet til denne lejlighed. Jeg nyder en frisktappet THB (Three Horse Beer). Bryggeriet med den eneste og uhyre populære madagaskiske øl ligger i Antsirabe.

Pousse pousse match i Antsirabe

Antsirabe er en af ​​de hyggeligste byer på Madagaskar. Simpelthen fordi det faktisk ikke er en by, men en overdimensioneret landsby med mere end 250.000 indbyggere. Her til morgen finder jeg ud af, at Antsirabe er kendt som byen med hundredvis (hvis ikke tusindvis) af pousse pousses. Pousse poussen er den madagaskiske variant af den indiske rickshaw. En rickshaw er en tohjulet vogn, der trækkes af en cykel eller en person. I nogle tilfælde også med motorcykel eller knallert, men i Madasgascar er disse motoriserede varianter sjældne.

Omkring middag er der meget travlt i centrum af Antsirabe. Nogen fortæller mig, at der er et "skuespil" i dag. Optoget består af et speedløb mellem snesevis af pousse pousse løbere. Der er rejst et podium foran stationsbygningen, hvor vinderne af forestillingen vil blive hædret.

Løbet er en begivenhed i sig selv. Der er mange tilskuere, og jeg bemærker de mange omrejsende handlende. De sælger balloner, frugt og sodavand. Der er rejst en scene foran den tidligere stationsbygning, hvor et band underholder mange.

Skuespillet i Antsirabe fortsætter et stykke tid. Et nyt band har indtaget scenen. Publikum synger helhjertet med. Pousse pousse løberne slapper af i deres vogne og venter i fred på prisoverrækkelsen.

Køreturen mod Ambositra

Klokken kvart over et beslutter jeg mig for at lade festlighederne ligge. Det er tid til at tage afsted til Ambositra (udtales: Amboestra). Afstanden fra Antsirabe til Ambositra er 'kun' 90 kilometer, men man ved aldrig. Vejen ser ud til at være fin. 'Der er kun en lille forsinkelse ved broen over Mania-floden,' siger lederen af ​​hotel le Trianon. 'Den bukkede under for vandtrykket i regntiden. Der er nu foretaget en midlertidig omdirigering.'

Taxibusser på Madagaskar

Halvvejs gennem køreturen til Ambositra stopper jeg ved siden af ​​vejen med en mor med fem børn. 'Vi har ventet i fire timer på en taxabus til Fianarantsoa. Alle de varebiler, der passerer, er fyldte,« sukker min mor.

Offentlig transport findes ikke (eller næppe) på Madagaskar. Indbyggerne er afhængige af de tusindvis af taxibrousses (minibusser), der hver dag skimmer over den enorme ø. Uden undtagelse er varebilerne fyldte eller overfyldte. Passagererne sidder jævnligt endda på taget. Varebilerne kører pakket sammen fra en by på vej til en anden by. Hvis man vil score en plads i sådan en varevogn et sted midt imellem, skal man være rigtig heldig. Du venter en halv dag, hvis du er uheldig.

For uanset hvor pakkede og overbelastede varebilerne er; der er meget kontrol. På RN7 fra Antananarivo til Tulear er der mere end 500 stillinger fra den lokale gendarme. Det betyder, at der er en hver 20. kilometer. Jeg har allerede passeret dusinvis af dem og så, at mange chauffører i sådan en fuldlæsset taxa-vogn gav 'en gave' til den lokale politibetjent. En 1.000 eller 2.000 Ariary-seddel (25 til 50 eurocent) er en almindelig 'gave'. Det betyder, at mange bilister kun tager passagerer med på vejen, hvis der virkelig er plads.

Bob Ross landskaber

Klokken er nu omkring fire, og himlen er hurtigt overskyet. Jeg er lige til tiden, da jeg nærmer mig den kollapsede bro over Mania-floden. Landskabet er blevet smukkere og smukkere i mellemtiden, det synes jeg i hvert fald. Den afdøde amerikanske landskabsmaler Bob Ross ville være gået helt ud her. Hvilket vidunderligt udvalg af betagende landskaber har jeg allerede været i stand til at beundre på kun to timer. Fra maleriske bjerglandsbyer til enorme risterrasser og bizarre klippeformationer. Billederne nedenfor taler meget. 'Og her maler vi en glad sky med noget titanium hvidt.' Jeg hører Bob Ross i mit sind...

En regnfuld ankomst til Ambositra

Halleluja! Jeg kører midt i et rigtigt skybrud. Jeg ved ikke, hvor hurtigt jeg skal parkere min scooter langs vejen. Ejeren af ​​et hotel (en madagaskisk snackbar) gestikulerer til mig. "Stå herinde, vaza!"

Så dette er et originalt hotel. En snackbar Madagaskar-stearinlyset. Nudler, salat, oliebollen, forårsruller og en termokande med varmt vand. Du kan få en god bid for kun en euro.

Heldigvis stopper regnen efter en halv time. Jeg venter endnu et kvarter for at se, hvordan de enorme vandpytter på vejen forsvinder som sne i solen. Det småregner stadig, men det forhindrer mig ikke i at køre videre. Jeg når til Ambositra klokken halv syv.

Hotel l'Artisan i Ambositra

Efter råd fra Enzo, en italiensk turistguide, som jeg mødte Antsirabe, tjekker jeg ind på hotel l'Artisan. L'Artisan ligger smukt på en bakke overfor centrum og er meget populær blandt turgrupper. 'Vi har kun en lille bungalow til i aften. Snart vil der være en stor turgruppe på 35 italienere. De bliver en nat. I morgen kan du sove hvor som helst, for så er de væk igen«. "Fint, for 15 euro hører du mig ikke klage."

Den italienske rejsegruppe ankommer i to minibusser. Enzo er der også. “Eric, det er rart at se dig igen. Jeg ledsager en gruppe på 35 italienske turister. Gør mig en tjeneste og fortæl mig ikke, hvad du har betalt for din bungalow.' ups. 'Hvordan det?' 'Jeg ved, du betaler 15 euro, men min gruppe betaler et multiplum på 15 euro. De aner ikke, hvad hotelpriserne er på Madagaskar.'

Restauranten har levende musik og en sprudlende atmosfære. Jeg nyder grundigt den fremragende tre-retters menu. De italienske turister hygger sig også. Champions League-finalen starter klokken ti. Skal du også kigge. Juventus mod Real Madrid.' "Selvfølgelig," svarer jeg mod bedre vidende. Jeg kan næsten ikke holde mig vågen længere.

Da Ronaldo åbner scoringen for Real Madrid, går hele den italienske tourgruppe helt amok. 'Hva? I er italienere, ikke?' "Ja, men vi er alle fra Torino og er fans af Torino. Vi hader Juventus.' Lidt senere skriver Mandzukic under på 1-1 til Juventus mod alle proportioner. Jeg bliver ved med at følge med, indtil Real let nåede frem til en 3-1-føring i anden halvleg.

Tid til at sove…

Læs også:

• Madagaskar på scooter | Del 1 | Antananarivo (Tana) – introduktion
• Madagaskar på scooter | Del 2 | Antananarivo (Tana) – Antsirabe (175 km)
• Madagaskar på scooter | Del 3 | Antsirabe – Miandrivazo (220 km)
• Madagaskar på scooter | Del 4 | Tsiribihina flodkanotur – Belo-sur-Tsiribihina
• Madagaskar på scooter | Del 5 | Udflugt + Bådtur i Bekopaka og Tsingy
• Madagaskar på scooter | Del 6 | Belo-sur-Tsiribihina – Kirindy Village (60 km)
• Madagaskar på scooter | Del 7 | Find baobab og Kimony Resort
• Madagaskar på scooter | Del 8 | Morondava – Malaimbandy (155 km)
• Madagaskar på scooter | Del 9 | Malaimbandy – Antsirabe – Ambositra (450 km)